![KoU_Ikon_Trump](/media/024lfcpd/12adac05-1369-4100-a14e-be1869a07e0b-w_1024_h_680.jpg?anchor=center&mode=crop&width=530&height=265&rnd=133834029127570000&quality=30)
Der er mandehørm og kvindelist i luften, når Cecilie Frøkjær byder velkommen til nyt ugentligt show fra fredag 8. januar 2010.
Finanskrise, porno, svigermødre, slankekure, mænd i krig og mænd i køkkenet er blot nogle af de mange emner, Cecilie Frøkjær tager op i sit nye show om den lille forskel mellem mænd og kvinder. Den populære vært har hver uge tre kendte mænd i studiet til en snak om aktuelle emner og med fokus på, hvordan mænd og kvinder ser forskelligt på tingene.
Hvis du forbinder ordet kønsrolledebat med lilla bleer og ø-lejr uden tøj er det på tide, du skruer tiden frem til 2010. Cecilie Frøkjær skyder nemlig det nye år i gang med en ugentlig debat om alverdens emner, som mænd og kvinder ser forskelligt på. Hver uge står den populære vært klar til at afkræve sit faste panel af modige mænd svar og deres personlige holdninger til ugen og verdens forunderlige gang. I studiet sidder et publikum bestående udelukkende af kvinder. De mandlige paneldeltagere får mulighed for at forsvare og forklare deres køn - og Cecilie giver svar på tiltale.
- Jeg glæder mig rigtig meget til at komme i gang med programmerne og til ikke kun at være den, der stiller spørgsmålene. Jeg ser frem til at lave fjernsyn igen - især når det handler om noget så spændende som mænd og kvinder, siger Cecilie Frøkjær.
TV 2 byder velkommen til fredagens mest rystende, ærlige selskab, hvor det kræver mod og mandshjerte, når det bliver blotlagt, hvor forskelligt mænd og kvinder kan se på tingene. Alle kommer til at gå planken ud. Med sin charme, viden og eminente evne til at få folk i tale, er der udsigt til en solid og underholdende fredag aften i selskab med én af Danmarks ubetinget mest populære tv-værter.
Det nye program med Cecilie Frøkjær sendes fredag kl.20.00 fra 8. januar - som et alternativ til ”X Factor” på DR 1, der især henvender sig til børnefamilier.
- Cecilie Frøkjærs kommende show er et voksenprogram med kant og humor, der tager ugens aktuelle begivenheder under kærlig behandling. Vi glæder os til at præsentere en mere løssluppen og bramfri Cecilie Frøkjær for danskerne, siger TV 2s programchef, Keld Reinicke.