Lisa Lents er klar til "Vild med dans"

19. august 2009;
Af: TV 2 Kommunikation

Skønhedsdronningen og taekwondo-mesteren Lisa Lents kridter danseskoene, når TV 2 til efteråret præsenterer sjette sæson af ”Vild med dans”.


Endnu en kendt dansker er klar til en danseudfordring. Det drejer sig om taekwondo-kæmperen og skønhedsdronningen Lisa Lents, der går på dansegulvet, når TV 2 fredag 18. september åbner for endnu en sæson af "Vild med dans".

Lisa Lents er tidligere europamester, juniorverdensmester, ni-dobbelt dansk mester og otte-dobbelt nordisk mester i taekwondo - og så blev hun sidste år kåret som Miss Danmark og deltog derfor også i Miss World. Nu glæder hun sig til "Vild med dans".

- Det er helt fantastisk. Jeg elsker fysiske udfordringer og ser frem til at lære at bruge min krop på en helt anden måde, siger den 22-årige skønhed og tilføjer:

- Da jeg var fem år, gik jeg til dans i et stykke tid. Jeg tror, det var noget moderne dans, men jeg kan også huske, at jeg prøvede at danse vals - og blev meget genert, da jeg skulle stå så tæt på en dreng.

I "Vild med dans" skal Lisa Lents danse sammen med Michael Olesen, der sidste år blev nummer tre sammen med Anne-Grethe Bjarup Riis.

- Jeg er glad for, at det blev ham. Vi klikker rigtig godt sammen, og jeg er sikker på, at vi får en sjov måned, hvor vi får grinet meget. Vi har allerede prøvet nogle af de første trin af - og det var i vals, siger Lisa Lents, som dog især glæder sig til de hurtigere danse:

- Jeg kan godt lide de mere dynamiske danse, som der er gang i, og hvor der sker noget mere. Vals er elegant og stilfuld, men jeg er vild med action.

Tidligere er det blevet offentliggjort, at den nykårede svømmeverdensmester Lotte Friis, racerkøreren Casper Elgaard, sangerne Basim og Noam Halby (fra Johnny Deluxe) samt skuespiller og stuntman Sven-Ole Thorsen også deltager i årets "Vild med dans".

Læs flere nyheder

Billede {0} af {1}