Stor succes for ”Sorte kugler”

17. juni 2009;
Af: TV 2 Kommunikation

Både biografgængere og anmeldere tog godt imod Anders Matthesens debut som spillefilminstruktør.

Anders Matthesen som Alex Klein får anmelderroser og mange mennesker i biografen.


Anmeldelserne var generelt rigtigt gode, og biografgængernes opbakning var formidabel, da komikeren Anders Matthesens film ”Sorte kugler” i fredags havde premiere i biograferne.

På åbningsweekendens tre dage trak ”Sorte kugler” 95.722 gæster ind i biografsalene over tre dage. Det er den tredjebedste åbning for en dansk filmsiden 2000 – kun overgået af "Anja og Viktor" fra 2001 og "Anja & Viktor brændende kærlighed" fra 2007. Det Danske Filminstitut har ikke registreret indspilningsmønstrer før 2000.

Når man inkluderer forpremieren, er "Sorte kugler" nu blevet set af væsentligt over 100.000 danskere.

"Sorte kugler" er skrevet og instrueret af Anders Matthesen, som også selv spiller hovedrollen, og er udsprunget af et samarbejde mellem Nimbus Film og TV 2.

Thomas Hartmann (tv.) og Anders Matthesen i "Sorte kugler".

Tilfredshed hos anmelderne
Også blandt filmanmel-derne var der stor tilfredshed, og filmen har fået fire stjerner ud af seks mulige i mange aviser. I Børsen skrev Morten Dürr bl.a.:

”Filmen er en moralsk fabel om dumhed, grådighed og begær. Man kan indvende, at ”Sorte kugler” er alt for belærende, men den er moralsk på en pragtfuld bedstefar-agtig måde. Matthesen springer ud som en samfundsrevser af den gamle skole, men med et herligt skrupskørt tvist til sidst i filmen.”

Også Ekstra Bladet giver fire stjerner, selv om bladet mener, at Anders Matthesen er klart bedre som skuespiller og manuskriptforfatter end som filminstruktør.

”Men Matthesen er og bliver en guddommeligt sjov mand, og selv om de fleste af optrinnene fungerer bedre som sketcher end som regulære filmscener, skal man altså være noget af en dødbider for ikke at grine højlydt undervejs”, skriver Henrik Queitsch i avisen.

I Berlingske Tidende giver Ebbe Iversen filmen fire stjerner og kalder filmen ”kraftigt underholdende med sit uberegnelige forløb og sin veloplagte parodi på et populært tv-show”. Også Nanna Frank Rasmussen giver fire stjerner i Jyllands-Posten og kalder filmen ”intelligent forførelseskunst”, hvor ”mundvigende slet ikke har en chance for at vende nedad”.

Information uddeler ikke stjerner, men skriver, at ”Sorte kugler” er ”en fornem spillefilmdebut for Anders Matthesen”. Politikens Kim Skotte giver filmen tre hjerter og skriver bl.a.: "”Sorte kugler” understreger, at ”Anden” er en gave til dansk humor. At Anders Matthesen også skulle være Guds gave til dansk film, kan den til gengæld ikke helt begrunde."

 

Læs flere nyheder

Billede {0} af {1}