Le Mans på TV 2 og Sputnik

10. juni 2009;
Af: TV 2 Kommunikation

Starten og afgørelsen på det legendariske 24-timers motorløb Le Mans kan ses direkte på TV 2. De resterende timer vises på TV 2 SPORT, og alle timerne kan følges på TV 2 Sputnik.


Hvor langt kan man køre på 24 timer? Det spørgsmål stillede de to fransk-mænd Charles Faroux og George Durand sig selv i 1923. Dengang var svaret 2.209 km med en efter datidens målestok imponerende gennemsnitshastighed på 92 km/t, og siden er Le Mans blevet et af motorsportens mest berømte og legendariske løb – kun udfordret af Formel 1-grand prix’et i Monaco og Indianapolis 500 i USA.

Udfordre danske Tom Kristensen som historiens mest legendariske Le Mans-kører er der dog ingen, der kan. Imponerende otte sejre er det blevet til for den danske racerkører, der i weekenden 13.-14. juni kører efter at sætte en endnu tykkere streg under sin unikke position som historiens mest vindende Le Mans-kører.

Og du kan følge starten og den sidste afgørende time direkte på TV 2. Lørdag 13. juni starter transmissionen fra verdens mest berømte motorløb kl. 14.35, mens den sidste time kan ses fra kl. 14.00. De mellemliggende 22 timer kan ses på TV 2 SPORT, mens alle timerne kan ses på TV 2 Sputnik - læs mere om sidstnævnte her

Ny Audi-racer
Lige som sidste år danner Tom Kristensen team sammen med skotten Allan McNish og italieneren Rinaldo Capello. Og til lejligheden har de tre regerende Le Mans-mestre fået en nyudviklet Audi R15 TDi, som fartmæssigt burde bringe dem tættere på Peugeots 908-fartdjævel.

Derfor er det også nærmest umuligt at pege på en favorit. Op til Le Mans sidste år var Peugeot’en overlegen, men alligevel kørte Tom Kristensen og teamkollegaerne Audi’en til sejr – om end det var med mindst mulig margin. Ude på banen var Peugeot’en den hurtigste af de to biler, men Audi’en vandt alligevel på en kombination af større holdbarhed, bedre kørere og færre minutter i pitten.

Nu stiller Audi til start i en nyudviklet racer, som oven i købet vandt 12-timers løbet på Sebring, der normalt giver et godt fingerpeg om resultatet af Le Mans. Det burde give Audi en lille fordel, men det ændrer ikke på, at Peugeot 908 fortsat er den hurtigste af de to biler.

Hvad der så er vigtigst i løbet af de mere end 5.000 km, der sædvanligvis bliver tilbagelagt på Circuit de la Sarthé, kan kun tiden vise. Sikkert er det dog, at Tom Kristensen og Audis kolossale rutine er guld værd i nattens løb, hvor Le Mans ofte bliver afgjort.

Som perfekt optakt til løbet viser TV 2 dokumentarfilmen ”Sandhedens 24 timer” lørdag kl. 12.55. I filmen kommer man helt tæt på Audi under sidste års Le Mans.

Læs flere nyheder

Billede {0} af {1}