Sort skærm i Vestjylland, Østjylland og Nordjylland i maj

05. maj 2009;
Af: TV 2 Kommunikation

Over 150.000 husstande bliver berørt af ombygning af tv-antennerne på sendemasterne i Videbæk, Hadsten og Nibe. Det betyder bl.a. perioder med sort skærm og andre perioder med risiko for signalforstyrrelser.

Husstande i store dele af Vestjylland, Østjylland og Nordjylland vil opleve ”sort skærm” i dagtimerne på nogle dage samt i nattetimerne i perioden fra 10. til 23. maj 2009. Hertil kommer risiko for signalforstyrrelser i dag- og aftentimerne i perioden mellem 10. og 26. maj.

Tv-sendemasterne i Videbæk, Hadsten og Nibe skal have ombygget og efterset antennerne, og dette arbejde vil også have konsekvenser for en række hjælpesendere. Der er tale om et vanskeligt anlægsarbejde i toppen af de cirka 300 meter høje sendemaster.

Arbejdet på sendemasterne er nødvendigt for, at Danmark 31. oktober om aftenen kan slukke det analoge tv-signal og overgå til digitalt tv, som det politisk er blevet besluttet. Skiftet til digitalt tv betyder, at danske tv-seere får flere kanaler og bedre billedkvalitet.

Arbejdet i sendemasterne betyder, at seere i de nævnte områder vil opleve, at TV 2-signalet (både analogt og digitalt) samt de digitale signaler fra DR1, DR2 og DR Update/Tegnsprogs-kanalen helt forsvinder nogle dage i begyndelsen af maj i tidsrummet klokken 9-17 (se tidsplanen i faktaboksen herunder). De samme signaler forsvinder også om natten fra klokken 23 til klokken 07 om morgenen i perioden fra 10. maj til 23. maj 2009.

En mindre del af seerne vil derudover opleve ”sort skærm” eller signalforstyrrelser i dag- og aftentimerne frem til 26. maj, hvor der på grund af arbejdet med antennen bliver sendt med nedsat effekt.

Hårdest ramt af sort skærm og signalforstyrrelser bliver husstande, som modtager tv via egen antenne. Fjernsyn, som modtager signal via antenneforening eller bredbånd, kan også blive ramt. Fællesantenneanlæg o.l. bliver nemlig berørt, hvis disse anlæg modtager signalet til TV 2 analogt og digitalt samt DR1 og DR2 digitalt fra luften med en antenne.

Seere, der modtager signaler via satellit, bliver ikke berørt af ombygningen af tv-antennerne på sendemasterne. Seere, der modtager via kabelselskaber som f.eks. YouSee og Stofa eller via bredbånd, kan blive berørt af ombygningen af tv-antennerne.

TV 2 vil orientere om senderslukningerne via tekst-tv side 891, via hjemmesider og via kravletekster på skærmen.

Seere i 23 kommuner bliver berørt i maj 2009
Arbejdet på sendemasterne i Videbæk, Hadsten og Nibe betyder også, at der ikke vil være signal (eller nedsat signal) på følgende hjælpesendere, som får signal fra hovedsenderne: Lemvig, Skive, Struer, Grenå, Randers, Silkeborg, Studstrup, TDC Slet, Hadsund, Hirtshals, og Hobro.

Arbejdet på sendermasterne vil berøre husstande i følgende kommuner: Herning, Ringkøbing-Skjern, Holstebro, Struer, Lemvig, Skive, Århus, Skanderborg, Silkeborg, Favrskov, Syddjurs, Norddjurs, Randers, Odder, Viborg, Aalborg, Jammerbugt, Rebild, Mariagerfjord, Vesthimmerland, Hjørring, Brønderslev og Frederikshavn.

Arbejdet på senderne kan blive udskudt, hvis vejret gør det sikkerhedsmæssigt uforsvarligt at arbejde i de cirka 300 meter høje sendemaster. I så fald vil der blive informeret om det på tekst-tv og på nettet.

I juni 2009 vil turen komme til tv-senderne i Viborg, Åbenrå og Vordingborg.

------------------------------------------------

FAKTA:

Risiko for sort skærm i maj
Arbejdet på sendemasterne i Videbæk, Hadsten og Nibe betyder også, at der i perioder ikke vil være signal på følgende hjælpesendere: Lemvig, Skive, Struer, Grenå, Randers, Silkeborg, Studstrup, TDC Slet, Hadsund, Hirtshals, Hobro.

Arbejdet på sendermasterne vil berøre husstande i følgende kommuner: Herning, Ringkøbing-Skjern, Holstebro, Struer, Lemvig, Skive, Århus, Skanderborg, Silkeborg, Favrskov, Syddjurs, Norddjurs, Randers, Odder, Viborg, Aalborg, Jammerbugt, Rebild, Mariagerfjord, Vesthimmerland, Hjørring, Brønderslev og Frederikshavn.


ARBEJDET MEDFØRER:

Videbæk-senderen samt hjælpesenderne Lemvig, Skive og Struer (efter justeret tidsplan pr. 19. maj):

• 10.-22. maj fra kl. 23 til 7 (dog ikke natten mellem lørdag og søndag): Slukning for analogt TV 2-signal og for digitalt TV 2-, DR1-, DR2- og DR Update-/Tegnsprogskanal-signal. DR2 analogt er slukket i Struer.

• 10.-22. maj fra kl. 7 til 23 (dog ikke natten mellem lørdag og søndag): Nedsat sendereffekt for analogt TV 2-signal og for digitalt TV 2-, DR1-, DR2- og DR Update-/Tegnsprogskanal-signal.

• 25. og 26. maj fra kl. 9 til 17: Slukning for analogt TV 2-signal og for digitalt TV 2-, DR1-, DR2- og DR Update-/Tegnsprogskanal-signal.


Hadsten-senderen samt hjælpesenderne Grenå, Randers, Silkeborg, Studstrup og TDC Slet:

• 10.-20. maj fra kl. 23 til 7 (dog ikke natten mellem lørdag og søndag): Slukning for analogt TV 2-signal og for digitalt TV 2-, DR1-, DR2- og DR Update-/Tegnsprogskanal-signal. DR2 analogt er slukket i Silkeborg.

• 10.-20. maj fra kl. 7 til 23 (dog ikke natten mellem lørdag og søndag): Nedsat sendereffekt for analogt TV 2-signal og for digitalt TV 2-, DR1-, DR2- og DR Update-/Tegnsprogskanal-signal.

• 21. og 22. maj fra kl. 9 til 17: Slukning for analogt TV 2-signal og for digitalt TV 2-, DR1-, DR2- og DR Update-/Tegnsprogskanal-signal. DR2 analogt er slukket i Silkeborg.

Nibe-senderen samt hjælpesenderne Hadsund, Hirtshals og Hobro:

• 8. og 9. maj fra kl. 9 til 17: Slukning for analogt TV 2-signal og for digitalt TV 2-, DR1-, DR2- og DR Update-/Tegnsprogskanal-signal. DR2 analogt slukket i Hadsund og Mariager.

• 11.-22. maj fra kl. 23 til 7 (dog ikke natten mellem lørdag og søndag): Slukning for analogt TV 2-signal og for digitalt TV 2-, DR1-, DR2- og DR Update-/Tegnsprogskanal-signal. DR2 analogt slukket i Hadsund og Mariager.

• 11.-22. maj fra kl. 7 til 23 (dog ikke natten mellem lørdag og søndag): Nedsat sendereffekt for analogt TV 2-signal og for digitalt TV 2-, DR1-, DR2- og DR Update-/Tegnsprogskanal-signal.


• Tv-modtagelse fra satellit bliver ikke berørt af arbejdet.

• Tv-modtagelse via kabelselskaber som YouSee og Stofa eller via bredbånd kan blive berørt af arbejdet.

• Tv-modtagelse via fællesantenneanlæg bliver berørt, hvis disse anlæg modtager signalet fra TV 2 (analogt og digitalt) samt DR1 og DR2 digitalt fra luften med en antenne.


DR og TV 2|DANMARK A/S har siden april 2006 sendt public service-kanalerne DR1, DR2, TV 2 og de regionale TV 2-virksomheder samt tegnsprogstolkning og DR Update som digitalt tv via DIGI-TV (www.digi-tv.dk). Antenne-tv udgør 17-18 procent af alle 2,4 mio. danske husstande. Det estimeres, at knap en fjerdel af de danske antenne-tv-husstande allerede har skiftet til digitalt antenne-tv. De øvrige danske husstande – ca. 80 procent – modtager tv-signaler fra hhv. kabel- og satellit eller via fællesantenneanlæg og bredbånd. Det er politisk besluttet, at Danmark slukker for det analoge tv-sendenet 31. oktober 2009, hvorefter public service tv-kanalerne samt nye kanaler fra DR og Folketinget samt nye lokale regionale tv-kanaler kun udsendes digitalt fra 1. november 2009. 

Læs mere om det analoge sluk og digitalt tv på www.omtv2.tv2.dk, på www.detnyetv-signal.dk og på www.dr.dk/digitalttv.

 

Læs flere nyheder

Billede {0} af {1}