
TV 2-programmet "Alarm 112" kan snart ses i Norge, Sverige og Finland.
I "Alarm 112" i tirsdags fulgte man en familie, der var kørt galt på motorvejen ved Århus og blev bragt ind på traumecenteret i Århus.
- Dejligt, kvalitativt og nordisk.
Det er nogle af de rosende ord, som TV 2s populære reportage-program "Alarm 112" får med på vejen - og en af grundene til, at programserien er blevet solgt til Norge, Sverige og Finland, hvor de snart kører over skærmen.
- Det er TV 2 i Norge samt TV 4 i Sverige og Finland, der har købt de danske udsendelser, som snart bliver vist i de nordiske lande med tekster, siger Jan Salling, Head of Sales hos Nordisk Film TV World, og tilføjer:
- Der er et massivt udbud af blå blink-programmer fra specielt USA, og derfor er det endnu mere imponerende, at interessen er så stor. Men det handler om, at identifikationen er meget større, når det sker i Danmark, og så kommer man lige et lag dybere i "Alarm 112", fordi man også får historien om redderne og ofrene og deres pårørende.
Foreløbig har Jan Salling kun haft "Alarm 112" med i bagagen, når han har været ude. Det er først under tv-messen MIPTV i Cannes i starten af april, at programmet egentlig bliver præsenteret.