Veloplagt "Vild med dans"-hold mødte pressen

21. august 2008;
Af: TV 2 Kommunikation

TV 2s underholdningschef Gitte Madsen: "Det er ikke hver dag, at hestemagasiner, politiske journalister fra de store dagblade, tabloid- og ugebladspressen har noget at samles om. Det havde de til "Vild med dans"-pressemødet".

Deltagere og værter i "Vild med dans": Fra vensre ses Szhirley Rasmussen, Hans Pilgaard, Oliver Bjerrehuus, Anne-Mette Rasmussen, Joachim B. Olsen, Jette Torp. Anne-Grethe Bjarup Riis, Søren Bregendal, Tina Lund, Kenneth Carlsen samt værterne Claus Elming og Andrea Elisabeth Rudolph.


Der var stort fremmøde, da TV 2 torsdag 21. august holdt pressemøde på Admiral Hotel i København, hvor de ti kendte danskere og deres professionelle partnere, der har sagt ja til at deltage i årets "Vild med dans", blev præsenteret.

Andrea Elisabeth Rudolph og Claus Elming, der hver fredag fra 29. august og frem til den store finale vil styre løjerne på Danmarks største dansegulv, bød velkommen på den røde løber, mens parrene ét efter ét blev kaldt ind til de blitzende kameraer og opmærksomme journalister.

Efterfølgende var der frit slag for pressen, der kunne spørge både værter, dansere og dommere om alt lige fra fibersprængninger til favorit-finalister.

Også TV 2s underholdningschef, Gitte Madsen, var til stede, og hun er glad for den store interesse som den danske presse stadig har for "Vild med dans", der i år skal underholde danskerne for femte gang.

- Det vækker respekt, hvor stor en interesse der er for "Vild med dans" fra pressens side. Det er ikke hver dag, at hestemagasiner, politiske journalister fra de store dagblade, tabloid- og ugebladspressen har noget at samles om. Det havde de i dag, og fremmødet var intet mindre end imponerende. Det tyder på, at vi har et stærkt hold deltagere, som vækker den brede opmærksomhed, som har kendetegnet programmet fra start. TV 2 er Danmarks største fællesskab - også i pressekredse. Og det er vi meget glade for, siger Gitte Madsen.

Allerede fredag 22. august varmer TV 2 op til ”Vild med dans” med programmet ”Vild med dans – kick off” klokken 20.00, og 29. august er der så premiere på femte sæson af ”Vild med dans” – også klokken 20.00.

Se mere på dans.tv2.dk.

 

Læs flere nyheder

Billede {0} af {1}