TV 2 vil øge budgettet til dansk fiktion

04. juni 2008;
Af: TV 2 Kommunikation

Programdirektør Palle Strøm: Fiktion skal i 2010 være en central del af TV 2s DNA.

Programdirektør Palle Strøm, TV 2.

TV 2 vil i de kommende år øge sit budget til dansk fiktion væsentligt, og de ekstra millioner vil især blive sat i tv-serier på tre markante områder: Dansk krimi, den moderne folkekomedie og familiefiktion. Hertil kommer, at TV 2 fortsat ønsker at producere en ny familiejulekalender hvert andet år.

- TV 2 skal have en klar fiktionsidentitet, og vi vil identificere genrer, der er unikke for os. TV 2s fiktion skal være bred, folkelig og moderne, og fiktion skal i 2010 være en central del af TV 2s DNA, siger TV 2s programdirektør, Palle Strøm, der nævner ”Strisser på Samsø” og ”Anna Pihl” samt de mange familiejulekalendere som TV 2s største succeser på fiktionsområdet.

Netop disse genrer, dansk krimi og familiefiktion, er to af de genrer, TV 2 vil investere i.

- Familiefiktion er fiktion, der samler familien, ligesom vore julekalendere kan gøre det i december, siger Palle Strøm, som desuden inden for genren ”den moderne folkekomedie” har igangsat en række udviklingsprojekter, der blander comedy og drama – en genre, som bl.a. kendes fra amerikanske serier som ”Desperate Housewives”, ”Weeds” og ”Ally”.

- Den moderne folkekomedie er drama og komik på samme tid. Det er den type universer, man finder i film som ”Italiensk for begyndere” og ”Den eneste Ene”, siger programdirektøren.

Dansk drama er populært hos seerne
Dansk fiktion har generelt stor seerinteresse hos danskerne og topper ofte de ugentlige tv-hitlister. TV 2s øgede fokus på fiktion skal derfor også være med til at fastholde TV 2 som danskernes absolut foretrukne kanal.

TV 2 har en lang række forskellige fiktionsprojekter i udvikling, og danskerne vil se de første resultater af TV 2s nye fiktion i 2009, og fra 2010 vil fiktionen fylde væsentligt mere i TV 2s programflade end i dag.

TV 2 vil også bruge nye talenter i den danske tv- og filmproduktion til at gennemføre sine ambitioner på fiktionsområdet. Et af disse talenter er Mikkel Nørgaard, der kommer til at instruere første del af en stor TV 2-krimisatsning, ”Den som dræber”, som netop er offentliggjort. Mikkel Nørgaard har tidligere instrueret afsnit af serier som ”Langt fra Las Vegas”, ”Klovn” og ”Anna Pihl”.

- Vi har traditionelt været lidt diskrete på fiktion, men det laver vi om på nu. Fiktion er strategisk blevet en vigtigere og vigtigere del af det at være en stor tv-station, og vi vil investere i fiktionsprojekter i flere forskellige størrelser, siger Palle Strøm.

Læs flere nyheder

Billede {0} af {1}