
Spørgsmålet om, hvilken af tegnefilmene ”Find Nemo”, ”Stor Ståhaj”, ”Monsters Inc.” og ”De Utrolige”, der blev lavet først, sikrede rollespilsforeningen Fafner en million kroner i ”Hvem vil være millionær? Junior”.
Hans Pilgaard sammen med millionær-vinderne Emil, Marcus og Simon fra rollespilsforeningen Fafner.
De tre drenge fra rollespilsforeningen, Simon, Emil og Marcus, havde allerede spillet sig op på 250.000 kr., da de fredag 9. maj igen satte sig i stolene over for Hans Pilgaard. Og derefter var der ikke den store slinger i valsen for de tre drenge.
På spørgsmålet til den halve million skulle de svare på, hvor Jesus ifølge Bibelen blev fristet af Djævelen. Allerede da de fire svarmuligheder, i templet, i fængslet, på havet eller i ørkenen, blev læst op, smilte Emil over hele hovedet, og svaret ”i ørkenen” kom da også prompte.
Og sikkerheden blev ikke meget mindre, da de tre rollespilsdrenge skulle fortælle, hvilken af de fire tegnefilm man først kunne se i biografen. ”Find Nemo”, ”Stor Ståhaj”, ”Monsters Inc.” og ”De Utrolige” blev lynhurtigt listet i rækkefølge, og risikoen for at miste 450.000 kr. skræmte ikke Emil, Marcus og Simon, der svarede ”Monsters Inc.” og sikrede rollespilsforeningen Fafner én million kroner.
Pengene skal foreningen bruge til nyt udstyr samt en rollespilsfestival med workshops og et kæmpemæssigt rollespil.