
Kom med helt tæt på en af historiens bedste fodboldspillere.
"Dags Dato" bringer seerne tæt på en af historiens bedste fodboldspillere.
Søndag 9. juli trak Zinedine Zidane for sidste gang den franske landsholdstrøje over hovedet. Det perfekte punktum på en fantastisk karriere skulle sættes med endnu et verdens-mesterskab – og efter bare syv minutter bragte Zidane fransk-mændene på guldkurs med sin 1-0-scoring på straffespark.
Som bekendt endte det med en skalle i brystet på Italiens Marco Materazzi og et rødt kort i den forlængede spilletid, og billedet af den udviste Zidane, der på vej ud af stadion kigger langt efter VM-trofæet, står tilbage på nethinden. Det ændrer dog ikke på, at drengen fra Marseille med algeriske rødder udviklede sig til en af de bedste fodboldspillere, verden har set.
Lørdag 13. juni kl. 13.30 tegner det franske dokumentarprogram "Fodboldenglen Zidane" et intimt og eksklusivt portræt af "Zizou".
Ved hjælp af optagelser, der ikke tidligere har været vist, interview med hovedpersonen og unikke øjeblikke fra Zinedine Zidanes imponerende karriere fortælles historien om den franske elegantier – både på og uden for banen, omgivet af holdkammerater, modstandere, familie og venner.