
Gensyn med programmet, der skabte voldsom debat for ti år siden.
Fra "TV 2 dok.: Er du mors lille dreng?".
I april 1998 TV 2 viste programmet om lille Jørns dramatiske start på livet – en start, der resulterede i, at han blev fjernet fra sine forældre. Torsdag 10. april er der mulighed for at se eller gense programmet som optakt til næste torsdags "TV 2 dok.", hvor vi igen møder Jørn og hans familie og ser, hvad der er sket i løbet af de 10 år.
2. påskedag 1998 fulgte halvanden million seere programmet om lille Jørn. Et program, hvori Århus Kommune ville vurdere, om hans forældre var gode nok til at tage sig af ham.
Programmet skabte i 1998 voldsom debat om tvangsfjernelse af børn og var medvirkende til, at lovgivningen på området blev ændret. Nu skulle barnet sættes i fokus, og der skulle gribes langt tidligere ind for at sikre børnene.
Hver måned lige siden dette program har TV 2 fået henvendelser fra studerende, socialarbejdere og andre seere, der efterlyste muligheden for et gensyn med programmet og med en opfølgningsudsendelse om Jørn og hans familie.
Har svært ved at leve op til forældreansvaret
I "TV 2 dok.: Er du mors lille dreng?" følger seerne lille Jørn og hans forældre, Anni og Bjarne, i Jørns første levemåneder, hvor myndighederne skal afgøre, om den lille dreng kan blive hos sine forældre, eller om han skal fjernes.
De nybagte forældre har meget svært ved at leve op til deres ansvar. Deres liv er et kaos af misbrug, skænderier, slagsmål og utroskab, så de har ikke overskud til Jørn. Alene det at stå op om morgenen, når deres søn er vågen og sulten, er et problem.
Pædagogerne på familieinstitutionen Bethesda, hvor den lille familie bor, kan stå ved siden af og se, at Jørn gang på gang bliver svigtet af sine forældre, og i løbet af den lille drengs første tre leveuger, oplever han så meget kaos, at han lukker af for omverdenen. Pædagogerne frygter, han vil tage varig skade, hvis hans omgivelser bliver ved med at være så turbulente.
"TV 2 dok.: Er du mors lille dreng?" går tæt på spørgsmålet om, hvad myndighederne vælger eller ikke vælger at gøre for at skåne Jørn for de truende omsorgssvigt, og programmet er med, helt indtil det bliver bestemt, om Jørn skal fjernes fra sine forældre.
10 år senere - hvordan er det gået?
Næste torsdag (17. april) vises opfølgningsprogrammet "TV 2 dok.: Er du mors lille dreng? – 10 år senere".
Jørn bor stadig hos plejeforældrene Lilli og Uffe Andersen og deres tre børn. Lilli kan tydeligt mærke på Jørn, at de første dramatiske måneder i Jørns liv har præget ham.
- Jørn har meget svært ved tæt fysisk kontakt, og han er bange for at blive forladt, siger Lilli.
Mere om dette program kan senere læses her på TV 2s koncernportal.