Racerkører vandt "Varm på is"

08. april 2008;
Af: TV 2 Kommunikation

I finalen havde Nicolas Kiesa og Maj Frisendahl flere nye elementer med, og i semifinalen gennemførte parret et løft fra en VM-konkurrence.

Der var jubel på isen, da seerne valgte Nicolas Kiesa og Maj Frisendahl som vindere af "Varm på is".

- Jeg mente, vi havde en god chance for at vinde, hvis vi kunne løbe fejlfrit i finalen. Vores programmer var spektakulære, og vi havde valgt noget musik med gang i, og som folk kunne klappe med på, siger Nicolas Kiesa.

Sammen med sin partner Maj Frisendahl vandt racerkøreren fredagens finale i Varm på is, da de fyrede den af til Michael Jacksons ”The Way You Make Me Feel” og Duffys ”Mercy”.

Og selv om man hedder Maj Frisendahl, og er tredobbelt danmarksmester i isdans, kan man godt få et adrenalin-kick af at stå i "Varm på is"-finalen.

- Jeg hørte, der blev sagt Nicolas, men jeg fattede det ikke helt. Jeg blev helt vild glad også på Nicolas’ vegne, fordi han havde lagt et kæmpe arbejde i det. Tre måneders hårdt arbejde blev belønnet, siger Maj Frisendahl.

Nicolas Kiesa har i højere grad betragtet programmet som et tv-show end en konkurrence, hvor den største konkurrent var ham selv.

- Til finalen havde vi flere nye elementer med, og i semifinalen lavede vi et løft fra VM, siger Nicolas Kiesa, som er glad for sejren.

Racerkørens første delmål var at komme igennem de første fem programmer, men da han klarede at komme igennem det femte program - bare med én dags træning på grund af sygdom - sagde han til Maj Frisendahl, at nu kunne de også gå hele vejen.

Respekt!
Sejren har betydet, at Nicolas både har fået ros og respekt fra vennekredsen.

- Der er ingen, som griner mere. Jeg kan godt lide at løbe på skøjter, og da vi var ude i studierne i går for at rydde garderoben, ærgrede jeg mig over, at jeg ikke havde taget skøjterne med, siger Nicolas Kiesa, som også glæder sig meget over venskabet med Maj Frisendahl.

Allerede på torsdag tager Nicolas til Schweiz, og fredag skal han til Tyskland og forhandle den kommende sæson på plads. Om der skal køres DTM eller GT2, er endnu ikke på plads.

Maj Frisendahl holder fortsat orlov fra sit fysioterapeutstudie og vil bruge de kommende måneder på at tage kørekort og holde ferie. 

 

Læs flere nyheder

Billede {0} af {1}