
Niels Arden Oplevs nye film, "To verdener", havde premiere i fredags og blev godt modtaget af anmelderne.
Fra filmen "To verdener", der er blevet flot modtaget af anmelderne.
Børsen topper med fem ud af seks stjerner. De fleste andre aviser belønner Niels Arden Oplevs nye film, "To verdener", med fire, mens stort set alle hylder de to unge hovedpersoners præstation.
"To verdener" handler om Sara og hendes familie, der tilhører Jehovas Vidner. De gør alt, hvad et godt vidne skal, lige indtil den dag, hvor Sara forelsker sig i Teis, som tilhører "verden udenfor".
Sara og Teis må mødes i al hemmelighed, mens deres kærlighed til hinanden vokser. Sara er splittet, og snart må hun træffe et livsvigtigt valg; Valget mellem familien og kæresten, troen og friheden.
Ekstra Bladet kalder filmen "mere vellykket end "Drømmen" (Niels Arden Oplevs forrige film) og sender en varm anbefaling, mens B.T, der lige som sin tabloid-konkurrent giver fire stjerner, beskriver "To verdener" som "et stærkt portræt".
De tre store morgenaviser, Politiken, Berlingske Tidende og Jyllands-Posten, belønner også filmen, som TV 2 er økonomisk engageret i, med fire stjerner, mens Børsen under overskriften "Helstøbt dansk drama" giver fem stjerner og skriver:
- Niels Arden Oplev viser således endnu en gang, at han ikke alene mestrer personinstruktionens kunst, men også iscenesættelsen af menneskets opgør med autoriteter.
Flotte ord er der også til filmens to unge hovedpersoner, Rosalinde Mynster, der spiller Sara, og Pilou Asbæk, der spiller Teis. Om Rosalinde Mynsters præstation skrives der blandt andet "inderlig og gribende", mens Pilou Asbæk kaldes "Danmarks svar på Ewan McGregor".