Bubber debuterer som filminstruktør

05. februar 2008;
Af: TV 2 Kommunikation

På fredag debuterer Bubber som filminstruktør med ”Frode og alle de andre rødder”, som TV 2 har støttet økonomisk.

Bubber instruerer hovedpersonen i "Frode og alle de andre rødder", Arto Louis Eriksen.

Man lærte ham at kende i et badekar, nu kender man ham fra tv-pro-grammer som ”Scenen er din”, ”Bubber & BS på afveje” og ”Varm på is”, og i fremtiden skal man også kende Bubber alias Niels Christian Meyer som filminstruktør.

På fredag er der nemlig biografpremiere på børnefilmen ”Frode og alle de andre rødder”, som Bubber har instrue-ret. Filmen er støttet økonomisk af TV 2 og er baseret på Ole Lund Kirkegaards historie.

I ”Frode og alle de andre rødder” glæder Frode sig som en sindssyg til den årlige sommerfest i gården – især fordi festen byder på en enestående mulighed for at ride på en kæmpe, levende elefant. Men da den regelrette vicevært pludselig kræver betaling for brug af gården, hvor festen skal holdes, forsvinder drømmen om en elefantridetur som dug for solen.

Samtidig er underboen hr. Storm plaget af en mystisk tyv, og han udlover derfor en dusør til den, der fanger tyven – og Frode og vennerne tager udfordringen op. Det samme gør kælderbanden, som bruger alle kneb, men Frode har en triumf: Han har fiduserne på sin side og er indstillet på, at han og vennerne skal have en storartet sommerfest.

Om instruktørdebuten siger Bubber:

- Jeg har drømt om at lave film, siden jeg var 17 år og var ude på Det Danske Filmstudie som runner på "Min Farmors Hus". Det var lige min verden. Så kom TV 2, og jeg red på tv-bølgen både som redaktør og på skærmen, men da Kim og Tivi Magnusson kom med manuskriptet til "Frode og alle de andre rødder" sagde jeg: "Lad mig nu lave den her historie". Jeg har taget tilløb til det her i mange år, nu er det nu, og forhåbentlig bliver det ikke sidste gang, jeg går bag kameraet.

Læs flere nyheder

Billede {0} af {1}