Boldjonglør besejrer Harry

22. februar 2008;
Af: TV 2 Kommunikation

Et boldjonglerende egern er åbenbart, hvad der skal til, for at besejre Harry, Bahnsen og DSB på reklamehitlisten Den Glade Seer. I hvert fald vinder Carlsberg og deres tv-reklame for sportsdrik både prisen som den mest elskede og mest kreative i januar.

Carlsberg Sports boldspillende egern jonglerer tv-reklamen til tops i Den Glade Seer i januar (se hele hitlisten ved at klikke på den).

Nogle glade-i-låget drengerøve, som filmer et eksperiment i baghaven. Scenen er sat. De hælder en lille smule Carlsberg Sport i skruelåget, placerer låget i græsset og gemmer sig. Frem kommer et lille, nysgerrigt egern, som finder låget og drikker indholdet, hvorpå egernet samler en nød op fra græsset og begynder at jonglere i bedste Ronaldinho-stil.

Således jonglerer tv-reklamen for Carlsberg Sport sig til tops i Den Glade Seer i januar – både som den reklame, seerne bedst kan lide, og som den mest kreative. Branding vindes af DSB, mens madprofessoren fra Danfoss giver størst købsinteresse.

- Når man lancerer en ny sportsdrik, så er det vigtigt at skille sig ud og tage ejerskab for en ny måde at kommunikere på. Alle, der hørte idéen, kunne ikke undgå at trække på smilebåndet, så vi var ret overbevidste om, at vi havde en vinder, siger Michael Jørgensen, adm. direktør hos Carlsbergs reklamebureau & Co, til dagbladet Børsen.

Men for Carlsberg har det jonglerende egern betydet mere end to førstepladser i Den Glade Seer. Carlsberg Sport sælger også godt.

- Vi er kommet godt fra start, og salget går over al forventning. Vores formål har været at øge lemon-lime-sodavandskategorien med fire procent, og det ser ud til at lykkes, siger Carlsbergs marketingchef Martin Andersen og tilføjer, at Carlsberg er gået ind i det attraktive lemon-lime-marked, som er nummer to efter cola-markedet, fordi markedsanalyser viser, at de unge under 30 år ikke er så loyale over for de eksisterende sportsdrikke som tidligere.

Se alle hitlisterne for Den Glade Seer i januar på mediaforum.tv2.dk.

Læs flere nyheder

Billede {0} af {1}