
Torsdag aften er Mikkeline Kierkgaard semifinaledeltager i det tyske "Stars auf Eis" - og fredag er hun dommer i "Varm på is".
Mikkeline Kierkgaard og hendes forlovede, Norman Jeschke, der begge - med hver deres partner - er i semifinalen i det tyske show "Stars auf Eis".
Når TV 2 fredag 1. februar har premiere på tv-showet "Varm på is", er det med en ualmindeligt travl Mikkeline Kierkgaard som en af showets tre dommere.
Foruden dommerjobbet er Mikkeline Kierkgaard nemlig fortsat med i kampen om at vinde det tyske show "Stars auf Eis", hvor der torsdag aften 31. januar er semifinale med fire deltagerpar.
Den 23-årige Mikkeline Kierkgaard er i semifinalen sammen med den tyske tv-stjerne Frank Matthée. Også Mikkelines forlovede og tidligere professionelle partner, Norman Jeschke, er i semifinalen sammen sammen med den schweiziske racerkører og model Christina Surer.
Mikkeline Kierkgaard er i øvrigt også vært på TV 2-programmerne "Is i maven", der fra næste uge sendes torsdag aften, og som går bag kulisserne i "Varm på is".
Det tyske "Stars auf Eis" kører på anden sæson og med stor succes på Pro7, hvor showet har omkring 30 millioner seere torsdag aften. Vært på det tyske show er den legendariske Katarina Witt, der har fire OL-medaljer og 21 verdensmesterskaber bag sig.
Optaktsprogram torsdag til fredagens "Varm på is"
Inden fredagens premiere sender TV 2 torsdag klokken 21.25 "Varm på is - optakt", hvor Bubber og Lisbeth Østergaard er værter.
Her kan seerne bl.a. følge træningen for de ni kendte og modige danskere, der har sagt ja til at konkurrere om at blive Danmarks nye skøjteprins eller -prinsesse: Joan Ørting, Signe Molde, Anna Thygesen, Cecilia Zwick Nash og Benedicte Balling på damesiden samt herrerne Pelle Hvenegaard, Jan Linnebjerg, Nicolas Kiesa og Martin Spang Olsen.
Der skal knokles, hvis man vil vinde guld, og træningen er effektiv og absolut ikke ufarlig. Det får Dorthe Kollo at mærke, da hun falder og må udgå allerede efter kort tid på is.