Anna Pihls nye kollega er en temperamentsfuld herre

18. december 2007;
Af: TV 2 Kommunikation

Jacob Lohmann spiller rollen som Annas nye utålmodige og tempe-ramentsfulde kollega.

Jacob Lohmann har haft flere roller som politibetjent blandt andet i Per Flys ”Drabet”.

- Mik er en utålmodig og temperamentsfuld politibetjent med gode intentioner Han er ikke så dedikeret til sit arbejde som Anna, og det kommer han til at mærke konsekvenserne af. Mik overser ind imellem detaljerne, og han vil gerne drage hurtige konklusioner. Sådan siger 33-årige Jacob Lohmann, der spiller Anna Pihls nye kollega Mik i Efterforskningen, hvor Anna Pihl er blevet ansat.

For Jacob Lohmann, der blev uddannet fra Skuespillerskolen ved Århus Teater i 2002 har arbejdet med "Anna Pihl" været en lærerig oplevelse.

- Det har været sjovt, og det har fungeret fint i forhold til mine medspillere. Det var tydeligt at mærke, at det var et velsmurt maskineri og et garvet produktionshold. Samtidig har det høje tempo passet mig fint.

For Jacob Lohmann har den største udfordring været at holde hans karakter levende over de ti afsnit.

- Det måtte ikke blive kedeligt, og karakteren måtte ikke blive for ensformig, men derudover er det altid en udfordring at stå op kl. fem om morgenen, fortæller Jacob Lohmann, der så vidt mulig har fulgt med foran TV-skærmen, mens "Anna Pihl" kørte de to første sæsoner.

Et Juleeventyr
Jacob Lohmann er ikke den eneste skuespiller i familien. Både søsteren Camilla og hans far Lars, som mange måske husker som borgmesteren i "Jul i Gammelby", er skuespillere.

- Jeg kender godt Jesper Lohmann, og vi har siddet og kikket på slægtstavler, men vi er ikke i familie med hinanden, siger Jacob Lohmann, der netop har medvirket i ”Et Juleeventyr" på Folketeatret i København.

TV 2-seere vil måske kende Jacob Lohmann fra rollen som "SmuglerAnders" i børnedramaserien "Øen", som TV 2 sendte i 2007, og som vender tilbage med en ny sæson i 2008.

I det nye år begynder Jacob Lohmann prøver på "Jeppe på Bjerget", men konkrete forventninger til fremtiden rent arbejdsmæssigt har han ikke.

- Jeg har bare et håb om, at jeg kan blive ved med at arbejde som skuespiller.

Læs flere nyheder

Billede {0} af {1}