Anna Pihl får nyt job

13. december 2007;
Af: TV 2 Kommunikation

TV 2s største dramasucces i nyere tid er tilbage på skærmeni begyndelsen af januar.

Anna Pihl (Charlotte Munck) kæmper for retfærdigheden, men retfærdigheden har sin pris.

TV 2s seere kan godt begynde at glæde sig til en stribe dramaaftener i det nye år.

Fra mandag 7. januar vender skuespilleren Charlotte Munck tilbage i de sidste ti afsnit af ”Anna Pihl”. Det ligger nemlig allerede nu fast, at der ikke bliver lavet flere, så det er altså engang i marts, at vi finder ud af, hvordan det går den handlekraftige kriminalbetjent og enlige mor.

Når de nye afsnit begynder, er Anna efter veloverstået prøvetid blevet ansat i Efterforskningen. Det nye job er mere råt og actionpræget end hendes tidligere arbejde som forhandler. Jobbet stiller store krav til Anna, der ind imellem har svært ved at få arbejds- og privatliv til at hænge sammen. Hun knokler for retfærdigheden, men retfærdigheden har sin pris - både professionelt og privat.

Ny kollega
I sit nye job i efterforskningsafdelingen får Anna en ny kollega, Mik (spillet af Jacob Lohmann). Mik er midt i 30’erne og har kone og to børn. Til trods for, at han er en lidt easy-going drengerøv, er han også en seriøs politimand. Han har et lidt hidsigt temperament, men heldigvis også masser af humor, og så er han en god kollega og støtte - ikke mindst for Anna.
 
Med i kredsen omkring Anna Pihl er hendes svenske kæreste Daniel (Ola Rapace) og veninden og den tidligere kollega Mikala (Iben Hjejle), som nu afsoner en dom i Vestre Fængsel.

Anna deler stadig lejlighed med bøssevennen Jan (Peter Mygind), der er blevet far. Hun møder jævnligt betjentene Kim (Paw Henriksen) og Karim (Said Chayesteh, kendt fra ”Vild med dans”), men i det interne hierarki er Annas nye job ”finere” end Kim og Saids, så der skal arbejdes lidt med forholdet til de to venner og kolleger.
 
Ekskæresten vender tilbage til politiet
I et tidligere afsnit så vi Anna blive forladt af sin kæreste Martin, der samtidig opgav sit job som betjent af helbredsmæssige grunde. I de nye afsnit vender Martin (Claes Bang) tilbage til politiet - og er dermed også tilbage i Annas hverdag. Noget, de begge skal lære at forholde sig til.

Læs flere nyheder

Billede {0} af {1}