
Nu kan du booke TV 2-personligheder til dit arrangement.
TV 2s studieværter og journalister er populære i den danske befolkning. De benyttes og efterspørges ofte som konferencier, ordstyrere, til peptalks eller som foredragsholdere rundt i hele landet. Nu kan du komme helt tæt på TV 2s personligheder, når TV 2|Live i dag, 11. oktober 2007, går i luften med Danmarks mest innovative bookingbureau.
Her kan du booke TV 2s kendte og elskede studieværter til dit arrangement, men ikke nok med det – i princippet kan TV 2|Live formidle kontakt til hele TV 2s netværk, der er i konstant bevægelse.
- Vores styrke er netop, at vi har en fantastisk platform af spændende, professionelle og kreative mennesker, som vi kan præsentere for vores kunder. Vi får tingene til at ske, hvad enten det drejer sig om en virksomhed, der ønsker at engagere nogle af deltagerne fra TV 2-seersuccesen ”Vild med dans”, eller det drejer sig om at skræddersy en kommunikationsløsning med en af TV 2s værter eller en aktuel personlighed som eksempelvis miljøprovokatøren Bjørn Lomborg eller den tostjernede Michelin-kok René Redzepi, siger Anna Thygesen, der står i spidsen for bookingbureauet.
Med det nye bookingbureau slår TV 2 endnu engang fast, at virksomheden er i fuld gang med at udvikle sig fra tv-station til medievirksomhed.
- Vores stærkeste og mest fremtrædende værdier er fortsat nærhed og fællesskab, og målet med TV 2|Live er netop at formidle de gode TV 2-historier, det fine nærvær og det personlige møde, når det er allerbedst. Her giver bookingbureauet os et nyt forretningsområde samtidig med, at vi har en unik mulighed for at komme endnu tættere på vores seere og brugere, og derfor har vi glædet os rigtig meget til at komme i gang, siger Hanne Danielsen, direktør i TV 2|New Business Areas, som TV 2|Live er en del af.
Målgruppen for TV 2|Live er primært virksomheder og organisationer, som ønsker at give deres kunder eller medarbejdere en helt særlig oplevelse ved større arrangementer og specielle lejligheder.
På www.tv2live.dk kan du læse mere om bookingbureauet og få inspiration til din næste foredragsholder, ordstyrer, peptalker, kommunikationsekspert, forfatter eller studievært.