
Peter, Helle og Alexander fra Bogense Sejlklub gik hjem med en million i "Hvem vil være millionær? Junior" mandag 15. oktober.
For Bogense Sejlklub viste det sig at være en rigtig god idé at melde sig til "Hvem vil være millionær? Junior". I TV 2s populære quizprogram, hvor Hans Pilgaard er vært, lykkes det nemlig de tre børn Peter, Helle og Alexander - ved hjælp af klogskab og en lille smule held - at vinde den helt store præmie på en million kroner. Det skete i programmet mandag 15. oktober.
Det var første gang, at "Hvem vil være millionær?" havde besøg af en masse børn, der alle brænder for at vinde den helt store præmie. Reglerne i quizzen er de samme, som de plejer at være, men deltagerne i "Hvem vil være millionær? Junior" er små sportsfolk, der alle stiller op for deres klubber. De deltagende børn quizzer tre og tre, og det er deres sportsklubber, der nyder godt af alle de dejlige præmiechecks.
I aftenens program lykkedes det Peter, Helle og Alexander fra Bogense Sejlklub at svare hurtigst på første spørgsmål og komme op i stolene til Hans Pilgaard. De tre juniorsejlere fra klubben var efterfølgende så dygtige, at de ved fælles hjælp, og brug af livliner på de rigtige tidspunkter, vandt den store præmie på en million kroner.
Inden programmet var der dog en vis nervøsitet.
- Det var sjovt at være med, og det var sjovt at se studiet i virkeligheden. Vi var lidt nervøse alle tre, siger den 13-årige sejler Helle Knudsen, som var holdkaptajn, da Bogense Sejlklub var i "Hvem vil være millionær? Junior".
I begyndelsen syntes børnene, at spørgsmålene var lette, men i takt med at pengesummen blev større, gik sværhedsgraden op. Alligevel nåede børnene helt til tops.
- Det var svært at tro på, at vi virkelig havde vundet en million, og der gik noget tid, før det rigtigt gik op for os, siger Helle Knudsen og fortæller, at sejlklubben endnu ikke har bestemt, hvad pengene skal bruges til.
- Det kan være, vi skal have nogle nye både, sejl og en træningstur til udlandet, siger Helle Knudsen.
Fremover kommer "Hvem vil være millionær? Junior" hver lørdag indtil 24. november 2007. I alt bliver der sendt syv "Hvem vil være millionær? Junior"-programmer.