Læs også: Sådan finder du dit Skype-navn
Vi vil gerne sikre, at du får et så nemt interviewforløb som muligt. Derfor er det en rigtig god idé at udføre de følgende tekniske guidelines, inden du bliver ringet op af TV 2.
Brug bøger eller lignende til at placere din telefon eller computer i nogenlunde samme højde som dine øjne. Det er vigtigt, at du ikke ser for meget opad eller nedad.
Hvis du bruger en telefon til Facetime eller Skype, skal kameraet filme vandret ligesom dit fjernsyn og ikke lodret. Du vender billedet ved at vende din telefon.
Hvis billedet ikke vender sig automatisk, er det nødvendigt at aktivere "Rotér automatisk", som er i din øverste telefonmenu.
De kan se sådan her ud på hhv. iPhone og Android:
(Videoerne kan godt tage nogle sekunder at indlæse)
Bruger du Facetime på Mac, kan du vende dit kamera ved at trykke ⌘ + R.
Det fungerer bedre med dybde bag dig, end at du står tæt foran en hvid væg. Sørg derfor gerne for, at der er ryddet op, og at din baggrund generelt ikke forstyrrer.
Sid ikke foran et vindue, hvor en kraftig sol lyser ind. Træk altid gardinerne for, så lyset ikke bliver for kraftigt.
Hvis du er udenfor, så sørg for at solen ikke skinner ind i kameraet og gør dit ansigt mørkt. Det bedste er, at solen lyser ind i dit ansigt forfra.
Det er vigtigt, at vi kan høre din stemme klart og tydeligt. Derfor skal du altid forsøge at bruge et headset.
Mikrofonen på din computer og telefon er kun god, hvis man står meget tæt på den. Og det er ikke så godt, da dit hoved i så fald kommer til at fylde for meget i billedet. Derfor er det vigtigt, at man altid bruger headset for at få den bedste lyd.
Du er nu klar til at blive interviewet via Skype eller Facetime på TV 2.
Se eksempler på Skype- og Facetime-billeder her
Herunder følger lidt flere tips og tricks til optimere dit Skype og Facetime
Sørg for at du er i nærheden af et godt netværk.
Hvis du har dårlig forbindelse på din mobil, så anvend WiFi, hvis det er tilgængeligt. Mange bygninger og træer spærrer for selv det bedste signal, så ofte hjælper det at flytte sig et andet sted hen.
Det føles måske lidt underligt, men det giver seeren den bedste oplevelse, hvis du kigger direkte ind i kameraet i stedet for at kigge på billedet på skærmen.
Det vil svare til, at studieværten altid kiggede en smule til højre eller venstre for kameraet og derved ikke fik øjenkontakt med seeren.
Sørg for at ingen andre programmer kører samtidig med Skype eller Facetime.
Video via Skype og Facetime kræver ofte ret meget strøm. Så for at spare på batteriet kan du med fordel lukke andre programmer, så batteritiden forlænges.
Derudover bruger mange andre baggrundsprogrammer også internettet, så der er god chance for at din billedkvalitet også vil blive bedre, jo færre programmer der kører i baggrunden.
Det er lydmanden på TV 2, der ringer dig op på Skype eller Facetime. Han eller hun har ofte rigtig travlt, så vær' derfor altid parat minimum 5 minutter før, det er aftalt, at du skal på.
Læs gerne denne guide igennem et par gange og sørg for at være så teknisk forberedt som muligt.
Hvis du er i tvivl om noget, så vil lydmanden rigtig gerne hjælpe dig med de sidste ting.
God fornøjelse :-)