Streaming i Danmark: En begivenhedsrig start på året driver danskernes streamingforbrug til nye højder

Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix

Highlights:

  • I første kvartal når streamingforbruget et rekordniveau på 1 time og 32 minutter dagligt pr. dansker, drevet af en fremgang i sportsseningen samt et øget forbrug i forbindelse med politiske begivenheder, intens nyhedsstrøm, koldt vintervejr og et fortsat distributionsskifte fra broadcast-teknologi mod streaming.  
     
  • TV 2 Play opnår det højeste tidsforbrug hen over et kvartal nogensinde målt med 18 daglige minutter. Tjenesten sætter rekorder på måneds-, uge- og dagsniveau, båret af et ekstraordinært sports- og nyhedsforbrug. 
     
  • Danskerne samles om både velkendte og nye programmer, hvor store sportsbegivenheder topper seertallene, og nye formater som ‘Uniformen’ og ‘Højskolen’ skaber markante seerfællesskaber i et aktualitetspræget kvartal. 

Hver dansker streamer i gennemsnit 1 time og 32 minutter dagligt i første kvartal 2026. Det er en stigning på seks daglige minutter siden første kvartal 2025 og samtidig det højeste niveau nogensinde målt hen over et kvartal.  

- Efter en periode med stabile niveauer i streamingmarkedet, ser vi i første kvartal 2026 igen et opsving i danskernes tidsforbrug på streamingtjenesterne, der lander på et rekordhøjt niveau. Fremgangen i forbruget sker på tværs af månederne i kvartalet samt på flere tjenester og vidner om et bredt løft i forbruget, forklarer Nanna Bock Jeppesen, analysekonsulent i TV 2 Data & Insight og fortsætter: 

 

Kilde: Nielsen Seerundersøgelsen, Første kvartal 2023-2026. Gennemsnitlige daglige minutter pr. dansker i streamingmarkedet. Streamingmarkedet er defineret ekskl. social video, herunder YouTube, og streaming af uidentificerbart indhold.

- Det er en kombination af flere faktorer, der giver os den mærkbare fremgang i streamingforbruget i første kvartal i år. Vi ser først og fremmest en begivenhedsrig start på året, hvor danskerne samles foran skærmene til sportsbegivenheder som Håndbold EM og Vinter OL såvel som politiske begivenheder som Folketingsvalg og udenrigsministerens historiske besøg i Washington D.C. Hertil kommer, at der generelt er ualmindeligt høj fart på nyhedsstrømmen, og at flere af streamingtjenesterne i kvartalets løb publicerer en stor mængde nyt indhold. Endelig har vi de mere strukturelle mekanismer som fx det usædvanligt kolde vintervejr og det fortsatte distributionsskifte fra broadcast-teknologi mod streaming, som også påvirker forbruget i positiv retning. 
 
Den gennemsnitlige årlige vækst er dog fortsat ikke på højde med tidligere år og peger fortsat i retning af generelt aftagende vækst i streamingmarkedet. 

Sport og nyheder løfter TV 2 Play til hidtil usete niveauer 

TV 2 Play er markedets største tjeneste målt på forbrug med gennemsnitligt 18 daglige minutter pr. dansker i første kvartal 2026. Samtidig er det også den tjeneste, der oplever størst fremgang siden første kvartal 2025 med en vækst på tre daglige minutter.  

Kilde: Nielsen Seerundersøgelsen, Første kvartal 2023-2026. Gennemsnitlige daglige minutter pr. dansker fordelt på markedets største streamingtjenester. Distributørstreaming er opgjort samlet på tværs af distributørstreamingtjenester som YouSee Play, Norlys Play, Allente m.fl.

- Fremgangen i forbruget på TV 2 Play er fordelt på tværs af indholdsområder, men drives især af en stigning i forbruget af sport og nyheder. Begge indholdsområder har været præget af ekstraordinære begivenheder i første kvartal 2026, og det sætter sit tydelige præg på forbruget, hvor TV 2 Play opnår hidtil uset høje niveauer. Tjenesten opnår det højeste tidsforbrug hen over et kvartal nogensinde og sætter samtidig rekorder på måneds-, uge- og dagsniveau, forklarer Nanna Bock Jeppesen. 

1. februar 2026, hvor de danske håndboldherrer vinder EM-guld i Jyske BankBoxen, ses TV 2 Play i 39 minutter i gennemsnit pr. dansker. Det er det højeste daglige minutforbrug målt på en streamingtjeneste,siden Nielsen påbegyndte målingen af streamingtjenesterne i Seerundersøgelsen i 2022. Den hidtil største dag var 14. januar 2024 i forbindelse med tronskiftet, hvor DRTV lå med 38 daglige minutter pr. dansker. Samtidig lander januar med gennemsnitligt 20 daglige minutter med det højeste forbrug for en streamingtjeneste på en måned, ligesom kvartalet også når det hidtil højeste niveau målt på en streamingtjeneste i perioden fra 2022 og frem. 

- Foruden en pæn volumen af sport med bl.a. enerettigheder til håndboldslutrunden, har kvartalet været tætpakket med nyhedsdagsordener, internationalt såvel som nationalt. Mange kan nok nikke genkendende til nærmest at blive forpustede af at tænke på nyhedsudviklingen de seneste tre måneder, og her kan vi altså se i forbruget, at danskerne har taget streaming til sig som vindue til verdens udvikling, fortæller Nanna Bock Jeppesen og fortsætter:  

- Orienterer vi os alene mod nyhedsseningen på TV 2 Play er valgdagen et åbenlyst højdepunkt. Men foruden de store nyhedsdage som valgdagen, dagen for valgudskrivelsen og topmødet i Washington, ser vi også et mere generelt løft, som peger i retning af, at danskerne i disse urolige tider har tilegnet sig nyhedsstreaming som en vane i højere grad, end vi tidligere har set.  

Foruden TV 2 Play er der i kvartalet fremgang på distributørernes streamingtjenester og Netflix. Netflix, der i løbet af 2025 oplevede tilbagegang, har i dette kvartal byttet indbyrdes placering med DRTV, så DRTV nu befinder sig på en tredjeplads i markedet, mens Netflix har indtaget markedets andenplads med 14 minutter dagligt. Forbruget på DRTV er faldet med et dagligt minut siden første kvartal 2025, mens Netflix’ forbrug er øget med to daglige minutter. Samme tendens rapporteres om Netflix internationalt og kan blandt andet kædes sammen med et stærkt indholdskatalog med nye sæsoner af velkendte titler som ’Bridgerton’ og ’Stranger Things’. 

Danskerne samles om både velkendt og nyt 

På toplisten over det mest sete programindhold fra TV 2 og DR indfinder sig en bred vifte af programmer, der strækker sig over fiktion, dokumentar, underholdning og reality. Håndboldslutrunden løber med kvartalets højeste seertal, når 1,8 millioner danskere - på tværs af distributionsformer - følger finalebraget, Danmark-Tyskland, og 1,6 millioner ser semifinalen mellem Danmark og Island. På programområdet er toplisten præget af en blanding af nye sæsoner af etablerede titler såvel som helt nye titler.  

- På toplisten over kvartalets mest sete programmer finder vi en god portion gensyn med velkendte titler, når nye sæsoner af programmer som TV 2s ’X Factor, ’Som sunket i jorden’ og ’Dag & nat’ samt DRs ’I hus til halsen’ og ’Sporløs’ placerer sig som seerfavoritter i kvartalet. Flere af dem fungerer som faste seerritualer i sæsonen, fortæller Nanna Bock Jeppesen og uddyber:  
 
- Men der er også flere nyskabelser, der formår at samle de helt store seerfællesskaber såsom DRs ’Uniformen’ og TV 2s ’Højskolen’. Sidstnævnte skiller sig ikke alene ud på toplisten ved at være en ny programtype, men også ved at have politik og den demokratiske samtale om vores samfund som omdrejningspunkt.  

Den mest sete episode af ’Uniformen’ har foreløbigt 1,36 mio. seere, mens ’Højskolens’ første afsnit er set af 941.000 danskere. 

Begrebsforklaring

Hvad er lineær og on demand streaming? 

Sening af tv-indhold kan foregå via traditionelt distribueret tv eller som streaming via en streamingtjeneste eller distributør. Der skelnes mellem, om indholdet streames on demand – når man selv vælger tidspunkt – eller lineært på det tidspunkt, som indholdet er programsat til på en given kanal. Lineær streaming betyder altså, at indholdet streames via tv-kanaler eller event-kanaler på en streamingtjeneste eller via en distributør, som eksempelvis YouSee Play. 

Hvad er streamingmarkedet? 

I Streaming i Danmark udgivet af TV 2 Danmark defineres streamingmarkedet som alle streamingtjenester fra broadcastere i Danmark, internationale streamingtjenester, distributører samt andre lokale streamingtjenester. Streaming via sociale medier, herunder bl.a. YouTube og Twitch defineres ikke som en del af streamingmarkedet i denne sammenhæng. Såkaldt ukendt streaming, som registreres i Seerundersøgelsen, inkluderes heller ikke forbruget i streamingmarkedet. 

Billede {0} af {1}