LEDIGE STILLINGER

image

TV 2 er en medievirksomhed i fuld gang med en digital transformation, hvilket betyder, at vi blandt andet accelererer udviklingen af vores streamingtjeneste, TV 2 PLAY. Til at styrke det visuelle udtryk på tjenesten søger vi en dedikeret og dygtig visuel kommunikatør, der med faglighed og stærke samarbejdsevner kan bestride en meget central og vigtig rolle på TV 2.

Opgaver og ansvarsområde

Du vil som visuel kommunikatør i Kommunikation og Marketing få ansvar for implementering og kvalitetssikring af en helstøbt visuel profil på TV 2 PLAY - i samarbejde med dine kolleger i Marketing, Digital Design og TV 2 PLAY.

Du vil få særligt ansvar for at sikre det gode billedmateriale og udvælgelsen til TV 2 PLAY samt koordinere montager og andet grafisk indhold før publicering. Det betyder, at du skal være i dialog med produktionsselskaber, tekstredaktører og øvrige indholdsafdelinger på TV 2 i henhold til leveranceforpligtelserne. Som sparringspartner for fotograferne på de danske produktioner skal du have din fotografiske faglighed på plads - ligesom du også selv kan tage billeder til vores presse- og PR-arbejde.

Du vil desuden indgå i produktionen og skal således have hands on på billedbehandling og dermed være med til at sikre kvaliteten af programstills til brug på vores egne samt eksterne platforme.

Det bliver din opgave sammen med resten af teamet at sikre, at TV 2s billedmateriale er af høj kvalitet og lever op til vores brandforståelse og visuelle profil - en profil, som du med din billedforståelse og æstetiske kompetence i høj grad skal være med til at præge.

Du skal således bidrage til udviklingen og styrkelse af TV 2 PLAY som tjeneste gennem en optimal billedbrug. Dette sker i samarbejde med afdelingens tekstredaktører, UX og design samt PLAY-redaktionen.

Profil

Du er muligvis uddannet fotograf, eller har en højere uddannelse inden for visuel kommunikation. Det vigtigste er, at du har særdeles gode færdigheder i Photoshop og øvrig billedbehandling samt fototekniske kompetencer. Du er en visuel ildsjæl med stor billedforståelse, der brænder for at bruge dine kompetencer til at skabe det mest professionelle look på en af Danmarks største streamingtjenester.

I rollen som visuel kommunikatør skal du arbejde på tværs af fagligheder og afdelinger på TV 2, og det er vigtigt, at du evner at være opsøgende, undersøgende og eksekverende, ligesom du kan udstikke retningslinjer og følge op på dem. Derudover er du i besiddelse af en god portion tålmodighed, er vedholdende og motiveres af at være en aktiv del af processer, hvor out come gør en synlig forskel.

Vi forventer, at du har:

  • erfaring som fotograf eller med fotografisk arbejde
  • digital billedforståelse
  • gode samarbejdsevner
  • gennemslagskraft
  • arbejdet med grafik eller har grafisk indsigt

Det er en klar fordel, hvis du desuden har erfaring med indholdsbaserede streamingtjenester, har brandforståelse og kan omsætte indhold til visuel identitet. Du vil skulle træffe beslutninger på baggrund af performance på tjenesten, og det er derfor vigtigt, at du ligeledes har forståelse for brugeroplevelse og slutprodukt i en kommerciel kontekst.

Det kan du se frem til

Som visuel kommunikatør arbejder du meget på tværs af organisationen, men du vil være ansat i Kommunikation og Marketing på tekst- og billedredaktionen med reference til redaktionschef Lene Pind. Du får 18 dygtige kolleger i TV 2s kommunikationsafdeling, som arbejder med corporate kommunikation, PR samt tekst- og billedproduktion.

Stillingen kræver arbejdsdage både i København og Odense, så uanset hvor du bor, skal du være parat til at tage turen over Storebælt et par gange om ugen.

Startdato: Hurtigst muligt

Vi ser frem til at modtage din ansøgning. Der vil blive afholdt samtaler løbende.

Ansøgningsfrist:

19. november 2019

Såfremt du ønsker at høre mere om stillingen, er du velkommen til at kontakte
Lene Pind
Redaktionschef
lepi@tv2.dk
Tlf.: 61931666