Ledige stillinger

image

Er du vild med at skrive skarpe tekster, der fanger modtageren, og ved du præcis, hvor kommaerne skal stå? Og har du også blik for det rigtige foto? Så er du måske den studentermedhjælper, vi brænder for at få ind i vores team af kreative tekstforfattere i TV 2 Kommunikation og Marketing.

Hos TV 2 er vi midt i en spændende digital rejse og har travlt med at levere endnu mere godt indhold til alle vores seere. Derfor leder vi efter et sæt ambitiøse og skriveglade hænder, som kan hjælpe med at forfatte fængende programtekster på vores indkøbte tv-formater, der vises på flere af vores kanaler og ikke mindst TV 2 PLAY.

Det forventer vi

Du skal mestre det danske sprog, være lidt af en kommaninja og kunne folde din kreativitet ud ved tastaturet. Det er kun en fordel, hvis du samtidig elsker internationale tv-serier og ikke er bange for at kaste dig over tyske datingprogrammer.

Din primære opgave bliver at skrive fængende episodebeskrivelser til en lang række af vores indkøbte tv-formater på TV 2 FRI, TV 2 CHARLIE, TV 2 ZULU og TV 2 PLAY. Det er derfor vigtigt, at du er grundig og sikrer, at det, du skriver, er korrekt. Plus at vælge og evt. bearbejde det rigtige billede, så tekst og foto går op i en højere enhed, når programmet skal serveres for seerne/brugerne.
Du skal desuden regne med at få ad hoc-opgaver af mere praktisk karakter i forbindelse med forberedelser til pressemøder, events og lignende.

Vi arbejder i flere forskellige systemer og forventer derfor, at du ikke er teknikforskrækket, men hurtigt kan sætte dig ind i, hvilke knapper du skal trykke på. Det vil være et stort plus, hvis du allerede har kendskab til Adobe Photoshop.

Derudover forestiller vi os, at du:

  • er i gang med en relevant, videregående uddannelse på fx Dansk, Journalistisk, Retorik, Medievidenskab, Litteraturvidenskab eller lignende.
  • har kendskab til billedbehandling i fx Adobe Photoshop. (Dette er dog ikke et krav)
  • kan arbejde minimum 15 timer om ugen, gerne fordelt på 2-3 hverdage, samt i skolernes ferier.

Hvad får du af os?

Du kommer til at indgå i et team af fem erfarne tekstforfattere, der alle står klar med faglig sparring og gode råd. Du kan derfor forvente at få erfaring og guldkorn med i rygsækken samt en unik indsigt i mediebranchen i en tid, hvor der for alvor er kog på kedlerne.

Du får fast plads på Kvægtorvet i Odense, hvor vi regner med at se dig mindst 15 timer om ugen. I perioder kan du forvente flere timer, og du skal også forvente, at der vil være brug for, at du kan arbejde i skoleferierne.
Vi er fleksible med, hvilke dage du møder ind, men forventer at se dig i tidsrummet mellem klokken 09.00 og 16.00 gerne 2-3 dage om ugen.

Vi ser gerne, at du kan tiltræde stillingen 15. juni 2022 og senest 1. august 2022.

Ansøgningsfrist:

2. juni 2022

Såfremt du ønsker at høre mere om stillingen, er du velkommen til at kontakte
Simone Skogen Lassen
PR konsulent
sims@tv2.dk
Tlf.: 51563282

Billede {0} af {1}