Journalistpraktikant på TV 2 Sport (digital)

sport.tv2.dk er der fuld fart på.

Vi sætter en ære i at være først, men vi gør os samtidig umage. Vi formidler præcist og korrekt – uden at være kedelige.

Som en del af TV2.dk skriver vi til et bredt publikum, og alene på sport.tv2.dk har vi hver dag mere end to millioner sidevisninger.

Som digital praktikant bliver du hurtigt en del af det. Du udkommer sandsynligvis allerede på din første dag. Du bliver skarp til at vinkle de hurtige nyheder. Med tiden får du også mulighed for at have ”guldvagter”, hvor du kan fordybe dig i større historier og give brugerne perspektiv.

Liveblogs er en fast del af hverdagen, hvad end Holger Rune svinger ketcheren, eller Mads Pedersen og co. kører om sejren i Paris-Roubaix.

Som digital praktikant taler du dagligt med kilder. Flere af vores historier ringer vi hjem, så du bliver dygtig til at lave alle typer af interviews – lige fra det kritiske af slagsen med formanden i Team Danmark til den 17-årige GOG-spiller, der jubler over sin debut.

Du bruger hovedparten af din tid på Kvægtorvet, men ture ud af huset er også en del af livet som digital praktikant. Men lad os være ærlige: Det sker ikke på dag 1.

Vi har jævnligt ”jourdage”, hvor vi udveksler faglige erfaringer fra den seneste tid. Vi synes, det er vigtigt, for vi stræber hele tiden efter at blive bedre. Også i dagligdagen er der rig mulighed for at få feedback.

Hvis du synes, ovenstående lyder spændende, kræver vi kun én ting af dig: Du skal have lyst til at være en del af en dynamisk og kæk digital redaktion, som er vokset markant de seneste år.

Til gengæld garanterer vi dig, at det aldrig bliver kedeligt!

Billede {0} af {1}