TV 2 er mulighedernes praktiksted, og vi sætter en ære i at slippe talenter løs på tværs af vores redaktioner. Man får sjældent nej, hvis man spørger, og derfor opfordrer vi praktikanterne til at deltage meget aktivt i at forme praktiktiden. Det gælder både på de daglige redaktionsmøder, og det gælder i forhold til at gribe de muligheder, der opstår i en medievirksomhed med fuld fart på udviklingen. Som praktikant er der højt til loftet på alle redaktioner, og du kommer til at arbejde med dygtige kollegaer, der både vil hjælpe dig med traditionelle journalistiske dyder og give dig indblik i de mange fantastiske fortællinger.
Du bliver uddannet uanset hvem du er, men desto mere aktivt du selv deltager i at forme din praktiktid, desto sjovere og mere givende og udviklende bliver den.
TV 2 Nyhederne tilbyder flere forskellige praktikstillinger for journalistpraktikanter. Du kan læse mere om de enkelte stillinger ved at klikke på kasserne herunder.
På TV 2 Echo kan du nu komme i praktik som tv-medietilrettelægger. Du kan få lov til at lave lige præcis det, du brænder for. For vi tror på, at vi laver de bedste journalistiske historier, når vi selv brænder for dem.
Vi laver historier, som vækker dine følelser og udvider din horisont. Derfor er det vigtigste, at du selv har lyst til at se indholdet – for det er dig, vi producerer til.
Som TVM-praktikant indgår du i fællesskabet med journalistpraktikanterne, og derfor er både læringsdage og academy også noget for dig.
Du kan læse mere på vores stillingsopslag her.
På TV 2 Nyhederne har vi en ambition om at være Danmarks bedste praktiksted. Derfor tager vi opgaven med at uddanne morgendagens journalistiske talenter meget seriøst.
Som praktikant på TV 2 Nyhederne (tv), TV2.dk og TV 2 Dokumentar deltager du derfor i fælles læringsdage én gang om måneden.
Læringsdagene vil have meget forskelligt indhold, men der vil altid være konkret læring eller inspiration, der relaterer sig til arbejdet som journalist. Du vil møde nogle af TV 2s største talenter og profiler. Du vil komme på besøg på spændende steder i hjertet af magt-Danmark. Og du vil få et behind-the-scenes indblik i, hvordan dokumentarer bliver til. Nogle gange bruger vi også læringsdagene på meget detaljeret efterkritik i mindre grupper.
En gang om året er vi på et større ”academy” med overnatning sammen med praktikanterne fra Sporten og TV 2s Regioner.
Gruppebillede på praktikantdag 2023
Det er vigtigt, at din praktiktid – udover at være lærerig – også er tryg og sjov. Derfor er vi et stort hold af vejledere, der er fordelt rundt på redaktionerne, så der altid er en vejleder tæt på. Vi har desuden tradition for, at vores praktikanter er enormt gode til at støtte og bakke op om hinanden på tværs af årgangene.
Læs mere om vores praktikanters hverdag på Facebook og Instagram
Du kan kontakte TV 2's talentchef Katrine Fuglsang på kafu@tv2.dk.