Historiske milepæle

Det startede hos politikerne, der i 1986 stemte for at bryde DRs monopol på landsdækkende tv-nyhedsformidling. Siden har der været mange højdepunkter i TV 2s historie.

1986

30. maj 1986: Folketinget vedtager at etablere TV 2

Folketinget vedtager at etablere TV 2 for at bryde DRs monopol på landsdækkende tv-nyhedsformidling og give DR konkurrence. Danskerne skal have valgfrihed mellem to public service-stationer.

1988

1. oktober 1988: TV 2 går i luften

TV 2 går i luften - mest kendt med NYHEDERNE 19.30, men reelt allerede klokken 17.00 med programmet 'Danish Symphony'.

1991

1991: Danmarks mest sete tv-kanal

Allerede efter tre år kunne TV 2 kalde sig Danmarks mest sete tv-kanal.

1994

1. december 1994: Familiejulekalenderen introduceres for danskerne

TV 2 introducerer begrebet familiejulekalender for danskerne. 'Alletiders Jul' er den første i rækken af populære julekalendere, der sendes klokken 20.00 på TV 2.

1996

2. december 1996: TV 2 lancerer morgen-tv

Michael Meyerheim og Cecilie Frøkjær siger for første gang ”Go’ morgen Danmark” og giver dermed hele landet mulighed for at se morgen-tv.

1998

14. oktober 1998: Premiere på TV2.DK

TV 2 har premiere på internettet med tv2.dk, som i dag er blandt landets mest besøgte hjemmesider.

2000

15. oktober 2000: Premiere på TV 2 ZULU

TV 2s søsterkanal TV 2 ZULU med den tilhørende hjemmeside zulu.dk har premiere. Formålet med at etablere ZULU er at fastholde og øge andelen af yngre seere. Kanalen blev delvist brugerbetalt pr. 1. januar 2003.

2003

17. december 2003: Public service-kontrakten erstattes af public service-tilladelse

Med henblik på privatisering stiftes TV 2 DANMARK A/S, og public service-kontrakten erstattes af en public service-tilladelse. Licensen til TV 2s hovedkanal stoppes pr. 30. juni 2004.

2004

1. oktober 2004: TV 2 CHARLIE har premiere

TV 2 får sin tredje kanal, TV 2 CHARLIE, med den tilhørende hjemmeside charlie.dk. Charlie henvender sig primært til seere over 50 år, og formålet er at give de voksne seere et alternativ til de eksisterende kanaler.

28. oktober 2004: TV 2 DANMARK A/S sættes til salg af regeringen

Regeringen sætter officielt TV 2 DANMARK A/S til salg. Staten vil afhænde mellem 51 og 66 procent af aktierne og vil efter et salg fortsætte som minoritetsaktionær.

December 2004: TV 2 og Nordisk Film etablerer TV 2 Sputnik

TV 2 og Nordisk Film etablerer net-tv-kanalen TV 2 Sputnik. Med TV 2 Sputnik (nu TV 2 PLAY) kan man selv bestemme, hvor og hvornår man ønsker at se sine favoritprogrammer. I april 2005 udbygges TV 2 Sputnik med en online-filmtjeneste.

2005

8. april 2005: Privatiseringen af TV 2 DANMARK A/S udsættes på ubestemt tid

Regeringen meddeler, at privatiseringen af TV 2 DANMARK A/S er udsat på ubestemt tid, da man afventer en afgørelse på igangværende EU-sager.

1. november 2005: TV 2-familien udvides med TV 2 FILM

TV 2 FILM går i luften som den fjerde tv-kanal i TV 2-familien og sender film 24 timer i døgnet – hele året rundt.

2006

1. december 2006: TV 2 NEWS sender for første gang

Natasja Crone og Kristian Ring-Hansen Holt byder klokken 12.00 velkommen til TV 2 NEWS, TV 2s 24-timers-nyhedskanal, der går i luften efter kun et halvt års forberedelse.

2007

1. februar 2007: TV 2 Radio går i luften
11. april 2007: TV 2 SPORT rammer sendefladen

Den nye sportskanal TV 2 SPORT går i luften. TV 2 SPORT A/S er et joint venture-selskab ejet af MTG A/S og TV 2 DANMARK A/S.

Oktober 2007: TV 2 køber en andel af Momondo ApS

TV 2 køber en andel af virksomheden Momondo ApS, og sammen lancerer man momomdo.com, der er en rejsesøgemaskine til flyrejser, hoteller og rejsebeskrivelser i hele verden.

7. november 2007: Merete Eldrup præsenteres som kommende administrerende direktør

TV 2s administrerende direktør, Merete Eldrup, præsenteres. Hun kommer fra en stilling som direktør i JP/Politikens Hus og tiltræder 1. december 2007.

2008

14. februar 2008: East Productions A/S købes af TV 2

TV 2 køber East Productions A/S af TV2 ØST med tilbagevirkende virkning fra 1. januar 2008.

28. april 2008: Stor spareplan får TV 2 Radio delvist lukket og over hundrede medarbejdere afskediget

På grund af finanskrisen vedtager TV 2s bestyrelse en spareplan, der betyder afskedigelse af 136 medarbejdere og delvis afhændelse af TV 2 Radio.

5. august 2008: EU godkender, at TV 2 kan optage et statslån

EU godkender, at TV 2 - der tidligere på året havde en akut likviditetskrise og ikke kunne opnå lån i bankerne - kan gøre brug af et statslån for at sikre stationens fremtid. Samtidig går det politiske arbejde med en omstruktureringsplan for TV 2 i gang i Danmark.

2009

9. januar 2009: TV 2 får tilladelse til at opkræve abonnementsbetaling fra 2012

Efter måneders granskning af mulighederne for at fremtidssikre TV 2 indgås en bred politisk aftale, der tillader TV 2 at opkræve abonnementsbetaling fra 2012. Aftalen afventer godkendelse i EU.

1. november 2009: Både DR's og TV 2s analoge distribution af tv-signaler slukkes

Det såkaldte analoge sluk - stoppet for DR's og TV 2s analoge distribution af tv-signaler - gennemføres uden kaos. Forud er gået en større oplysningskampagne.

2010

2. juli 2010: TV 2 og DR sælger stationernes sendenet for at nedbringe deres gæld

Det offentliggøres, at TV 2 og DR sælger stationernes sendenet (inkl. bygninger og grunde) samt driftsselskabet Broadcast Service Danmark til Teracom AB. Selve handlen gennemføres pr. 30. september, og pengene anvendes til at nedbringe gæld hos TV 2 og DR.

4. november 2010: TV 2 indfrier statslån

TV 2 indfrier sit midlertidige statslån, som blev tilladt optaget i 2008.

2011

18. marts 2011: Højesteret underkender TV 2s årsrabat i reklamesalget

Med dommerstemmerne 3-2 underkender Højesteret TV 2s såkaldte årsrabat i reklamesalget. Dommen vil føre til sager om erstatning fra Viasat og SBS - krav, som TV 2 er uenig i. De to selskaber har rejst flere andre sager mod TV 2 - sager, som fortsat er uafklarede.

29. marts 2011: Andelen i Momondo sælges

TV 2 sælger sin andel af rejseportalen Momondo.

20. april 2011: EU godkender abonnementsbetaling på hovedkanalen

EU godkender omstruktureringsplanen for TV 2 og dermed også muligheden for at opkræve abonnementsbetaling på TV 2s hovedkanal. TV 2 får også lov til at oprette nye kanaler fra 2012.

2012

1. januar 2012: TV 2 opkræver abonnementsbetaling

TV 2 opkræver abonnementsbetaling på sin hovedkanal - prisen er ti kroner pr. måned pr. abonnement, hvortil skal lægges moms, rettighedsbetaling og distributøravance.

11. januar 2012: Kodningen af TV 2-signalet gennemføres om natten uden problemer

Krypteringen ('kodningen') af TV 2-signalet sker fra natten mellem 10. og 11. januar 2012 og gennemføres uden problemer. Omkring 95 procent af husstandene har tegnet abonnement på TV 2.

8. oktober 2012: TV 2 sælger sin andel af TV 2 SPORT

TV 2 sælger sin andel af TV 2 SPORT til MTG. Med virkning fra 21. december 2012 omdannes kanalen til TV3 SPORT 1.

2013

3. april 2013: Stor udskiftning af stationens øverste programledelse

TV 2 offentliggør udskiftning af stationens øverste programledelse. Anne Engdal Stig Christensen bliver ny programdirektør for TV 2, mens makkerparret gennem mange år, Palle Strøm og Keld Reinicke, stopper på TV 2. I august tiltræder Lotte Lindegaard som kanalchef for TV 2s hovedkanal.

23. april 2013: TV 2 udbetaler 135 millioner kroner til staten

TV 2 udbetaler udbytte på 135 mio. kr. til sin ejer, staten. Udbyttebetalingen betyder samtidig, at der sættes punktum i EU-omstruktureringsplanen

5. maj 2013: TV 2 udvider med den nye kanal TV 2 FRI

Danskerne får en ny kanal - nemlig TV 2 FRI med fokus på hus, have, mad, rejser passion mv.

1. oktober 2013: TV 2 har 25-årsjubilæum

TV 2 fylder 25 år og fejrer fødselsdagen på skærmen og ved at invitere danskerne med som publikum til store shows, der optages i Odense.

2014

20. august 2014: Tv 2 offentliggør åbningen af ny sportskanal

TV 2 offentliggør åbningen fra januar 2015 af en ny dansk sportskanal med fokus på danske rettigheder, live, events og journalistik. Med virkning fra januar 2015 lukker TV 2 FILM.

29. august 2014: TV 2s digitale strategi vedtages

TV 2s bestyrelse vedtager den digitale strategi for TV 2. Visionen er, at TV 2 skal være den mest engagerende medieudbyder.

15. september 2014: Andelen af Radio Nova A/S bliver solgt

TV 2 sælger sin andel af Radio Nova A/S. Aktieposten på 20 procent bliver solgt til SBS Discovery Media.

2015

9. januar 2015: TV 2 SPORT holder åbningsreception

 TV 2 SPORT holder åbningsreception og går i luften med bl.a. en direkte transmission af herrehåndbold-landskampen mellem Danmark og Slovenien.

20. august 2015: Ny koncernstrategi for 2015-2018 offentliggøres

TV 2 offentliggør ny koncernstrategi 2015-2018, som har fokus på en digital transformation af virksomheden. Direktionen skal styrkes med ansættelse af en digital direktør.

24. september 2015: TV 2 får delvist medhold i statsstøttesag

Den Europæiske Unions Ret giver TV 2 delvist medhold i statsstøttesag. Der henvises til samme dags selskabsmeddelelse mt til Årsrapport 2015 for yderligere information.

10. november 2015: Nyhedsdirektør Michael Dyrby stopper på TV 2

Nyhedsdirektør Michael Dyrby stopper på TV 2 af private årsager. 8. december udpeges Mikkel Hertz til TV 2s nye nyhedsdirektør.

2016

1. februar 2016: TV 2 får Anders Blauenfeldt som digital direktør

Anders Blauenfeldt tiltræder som TV 2s digitale direktør. TV 2s direktion består herefter af administrerende direktør Merete Eldrup og finansdirektør Peter Normann (registrerede direktører) samt indholdsdirektør Anne Engdal Stig Christensen, kommerciel direktør Flemming Rasmussen og digital direktør Anders Blauenfeldt.

1. marts 2016: 'Moskeerne bag sløret' har premiere og starter omfattende samfundsdebat

TV 2 sender det første program i serien 'Moskeerne bag sløret', som sætter fokus på, om den vejledning, der foregår i en række moskeer, modvirker og medvirker til integration. Programmerne fører i månederne herefter til omfattende debat om bl.a. integration.

17. maj 2016: Den udelukkende digitale kanal TV 2 BUSINESS lanceres

Den digitale kanal TV 2 BUSINESS, der er udviklet udelukkende til mobile enheder, går i luften.

24. november 2016: TV 2 PLAY runder 300.000 abonnenter

TV 2 offentliggør, at TV 2 PLAY har rundet 300.000 abonnenter. Det sker på den årlige Media Talk, hvor TV 2 ligeledes offentliggør nye reklameprodukter på tv og digitalt. 

27. november 2016: TV 2 ønskes privatiseret af Danmarks nye VLAK-regering

Af regeringsgrundlaget for Danmarks nye regering (V, LA, K) fremgår, at TV 2 ønskes privatiseret med public service-status efter den nuværende medieaftale, der løber til udgangen af 2018.

31. december 2016: TV 2 BUSINESS lukker efter syv måneder

TV 2 lukker den digitale kanal TV 2 BUSINESS, men fortsætter businessdækningen på TV 2 Nyhederne, TV 2 NEWS, tv2.dk, på TV 2s nyhedsapp og på TV 2 PLAY.

2017

1. januar 2017: Kantar Gallup begynder ny stor seermåling

Med opbakning fra alle de store danske tv-selskaber i igangsætter Kantar Gallup en ny seermåling, der måler forbruget af tv-indhold i alle husstande (også dem uden tv-apparat), og som bedre end tidligere måler forbruget af tv-indhold på pc, tablets og smartphones.

3. januar 2017: Det største fiktionsår sættes i gang med 'Badehotellet' og 'Grethe'

TV 2-kanalerne indleder deres hidtil største fiktions-år - og det største fiktions-år for en dansk tv-station. Hovedkanalen præsenterer allerede fra januar to nye serier i den bedste sendetid, nemlig 'Grethe' 3. januar og 'Badehotellet' 23. januar.

1. april 2017: TV 2 og TV 2- Regionerne udvider igen samarbejdet

TV 2 og TV 2-Regionerne udvider igen det samarbejde, som i de seneste år løbende er blevet styrket. Denne gang udvides samarbejdet på Christiansborg, hvor TV 2s politiske redaktion vokser og geares til at levere politisk dækning til de syv TV 2-Regioner – alle regioner bortset fra TV 2 Lorry – som er med i samarbejdet.

28. juni 2017: TV 2 oplever stor fremgang på nyhedsdækningen

TV 2 ser fremgang over hele linjen for såvel TV 2 NEWS som for TV 2s nyhedsdækning. Billedet er usædvanligt entydigt med konsekvent stigning i seertal, seertid, share mv.

12. september 2017: TV 2 PLAY får reklamefinansieret abonnement

TV 2 PLAY lancerer et delvist reklamefinansieret abonnement, der giver brugerne flere valgmuligheder. Lanceringen giver samtidig annoncørerne helt nye muligheder for at målrette reklamerne i sammenhæng med dansk kvalitetsindhold.

5. oktober 2017: TV 2 offentliggør mediepolitiske ønsker til nyt medieforlig

TV 2 offentliggør sine mediepolitiske ønsker til forhandlingerne om et nyt medieforlig. De handler om gode rammer for dansk indhold i en tid med stærk international konkurrence og digital dominans.

9. november 2017: EU-domme om public service-kompensation afgøres

Med tre EU-domme bliver det endeligt afgjort, at den public service-kompensation, TV 2 modtog i årene 1995-2002, udgjorde statsstøtte, som skulle have været anmeldt til EU-Kommissionen, inden støtten blev udbetalt. Sagen overgår til Østre Landsret.

22. november 2017: Kommunalvalget giver TV2.DK den mest besøgte dag nogensinde

Danskernes store interesse for kommunalvalget giver TV2.Dk den største dag nogensinde til dato, med 1.235.165 brugere på tværs af web og apps (ekskl. TV 2 PLAY).

27. december 2017: Julekalenderen 'Tinkas juleeventyr' afslutter TV 2s største fiktionsår

Julekalenderen 'Tinkas juleeventyr' bliver kronen på værket i TV 2s største fiktions-år. Årets TV 2-familiejulekalender bliver den mest sete på dansk tv siden 2011 og den højest vurderede TV 2-julekalender nogensinde. I alt har TV 2-kanalerne i 2017 sendt ni nye danske fiktionsserier og -sæsoner i den bedste sendetid.

31. december 2017: Fire TV 2-kanaler slutter med seerfremgang

Fire TV 2-kanaler slutter 2017 med seerfremgang blandt alle danskere: TV 2 NEWS får sit hidtil bedste år, TV 2 SPORT opnår den største seerandel, en sportskanal nogensinde har fået i Danmark, TV 2 FRI får også sit hidtil bedste år, og TV 2 CHARLIE får fremgang og er blevet mere relevant for de nye 50-60-årige.

2018

1. marts 2018: TV 2 ECHO går i luften

TV 2s nye journalistiske satsning TV 2 ECHO går i luften med korte, aktuelle videohistorier, der bruger nye digitale virkemidler og fortælleformer. Historierne fra TV 2 ECHO er for alle, men de er fortalt på en måde, der appellerer særligt til de 20-30-årige.

30. maj 2018: TV 2s strategiske arbejde understreges med ny aftale om fordelingen af VM-fodboldkampe

En ny aftale med DR om fordelingen af VM-fodboldkampene understreger TV 2s strategiske arbejde med den digitale transformation. Med aftalen prioriterer TV 2 live-rettighederne til samtlige 64 VM-kampe på TV 2 PLAY højere end ”en halv finale” - samsending med DR - på traditionelt distribueret tv.

29. juni 2018: Medieaftale bliver indgået mellem VLAK-regering og Dansk Folkeparti

Medieaftale indgås mellem V-LA-K-regeringen og Dansk Folkeparti. TV 2 tildeles en fortsat central public service-rolle som et relevant mødested for hele Danmark, ligesom samarbejdet med de selvstændige TV 2-Regioner fortsætter. Samtidig indføres en ny model for finansiering af danske film.

5. oktober 2018: TV 2 offentliggør koncernstrategien for 2018-2021

TV 2 offentliggør sin koncernstrategi for 2018-2021, der skal styrke virksomhedens digitale position og sikre, at indholdet også i fremtiden kan engagere og samle danskerne. Foruden et stærkere fokus TV 2 PLAY, på abonnementsforretningen og på det alsidige udbud af kvalitetsindhold på alle platforme fremhæver strategien behovet for og det målrettede arbejde for at sikre, at TV 2 også i fremtiden har en plads i de unges mediebrug.

28. november 2018: TV 2 PLAY runder 450.000 abonnementer

I forbindelse med Media Talk 2019 oplyser TV 2, at koncernens streamingtjeneste TV 2 PLAY har rundet 450.000 abonnementer, hvilket svarer til, at én million brugere har adgang til tjenesten.

2019

4. januar 2019: 'X Factor' har premiere på TV 2

TV 2 har premiere på Danmarks største underholdningsprogram 'X Factor', der efter 11 sæsoner på DR1 nu er fredagsunderholdning på TV 2.

20. marts 2019: TV 2 PLAY runder en halv million abonnementer

I forbindelse med annonceringen af årsresultatet for 2018 oplyser TV 2, at TV 2 PLAYs positive udvikling fortsætter, og at TV 2s streamingtjeneste har rundet en halv million abonnementer

30. april 2019: Anne Engdal Stig Christensen annonceres som TV 2s næste administrerende direktør

TV 2s næste administrerende direktør - med virkning fra 1. august 2019 - bliver Anne Engdal Stig Christensen, der kommer fra stillingen som TV 2s indholdsdirektør. Hun afløser Merete Eldrup, der ultimo januar bekendtgjorde, at hun efter 11 år vil stoppe som TV 2-direktør for at hellige sig en bestyrelseskarriere. Også finansdirektør Peter Normann stopper på TV 2 efter 11 år - det sker med virkning fra 1. juni 2019.

6. august 2019: Den nye administrerende direktør laver flere ændringer i ledelsen af organisationen

TV 2s nytiltrådte direktør, Anne Engdal Stig Christensen, foretager en række ændringer i ledelsen af organisationen. Baggrunden er ambitionen om at accelerere udviklingen af TV 2 PLAY og øge fokus på dansk kvalitetsindhold på tværs af lineære kanaler og streaming.

5. september 2019: TV 2 PLAY bliver udvidet med TV 2 SPORT X

TV 2 styrker PLAY med ny sportskanal, TV 2 SPORT X, der skal sende fra begyndelsen af januar 2020. Kanalen etableres på streaming og fokuserer på internationale stjerner inden for blandt andet fodbold, tennis og basketball.

21. oktober 2019: Carsten Topholt ansættes som finansdirektør

TV 2 ansætter med virkning fra 1. december 2019 Carsten Topholt som mediekoncernens nye finansdirektør. Han kommer til TV 2 fra McKinsey & Company og har tidligere arbejdet hos Slots- og Kulturstyrelsen og i danske ministerier.

27. november 2019: TV 2 bringer en række store nyheder på Media Talk 2020

På Media Talk 2020 er TV 2 PLAY og TV 2 SPORT X igen i fokus, og TV 2 har også andre nyheder til annoncører og mediebureauer. I 2020 får TV 2s annoncører nemlig adgang til mere end én milliard målrettede reklamevisninger på TV 2 PLAY, og samtidig introducerer TV 2 et nyt værktøj, der øger målretningen af annoncørernes kampagner yderligere.
Herudover har TV 2, JP/Politikens Hus og Berlingske Media taget initiativ til etablering af en ny, åben digital reklameplatform, Publicistplatformen, der skal sikre annoncørerne let adgang til en dansk, journalistisk kvalitetskontekst og fuld valuta for pengene i de digitale kampagner.

2020

4. januar 2020: TV 2 SPORT X åbnes som den syvende kanal

TV 2 åbner sin syvende kanal TV 2 SPORT X, der er født som en digital kanal på TV 2 PLAY, og som også kan ses hos de største tv-distributører. Åbningsweekenden inklusive mandag 6. januar byder på masser af live-sport, blandt andet seks spanske fodboldkampe fra La Liga, seks italienske fodboldkampe fra Serie A, ATP Cup-tennis og NBA-basketball. Endnu mere sport fra disse sportsgrene kan ses via TV 2 PLAYs ekstrakanaler. Sammen med det nye sportsindhold på TV 2 PLAY lancerer TV 2 også et samarbejde med reality-streamingtjenesten hayu, hvor en række af verdens største realityserier rykker ind på TV 2s streamingtjeneste. 

Marts 2020: Corona gør kraftigt udsving i nyhedsforbruget hos TV 2

Coronakrisen får danskerne til - i endnu højere grad end sædvanligt - at samles om public service-indhold, herunder nyhedsformidlingen fra DR1 og TV 2s kanaler. Marts 2020 blev nu den måned, hvor danskerne har haft det største tv-nyhedsforbrug nogensinde. Også april 2020 blev en stor nyhedsmåned - den niendestørste gennem tiderne.

1. juli 2020: Rahul Yadav ansættes som digital udviklingsredaktør

Rahul Yadav ansættes pr. 1. juli 2020 i en nyoprettet stilling som digital udviklingsdirektør med den klare ambition at fokusere endnu mere målrettet på udvikling af streamingtjenesten og TV 2s øvrige digitale platforme.

9. september 2020: Fodboldlandsholdet vender hjem til TV 2

TV 2 sikrer sig rettighederne til alle det danske herrefodboldlandsholds kampe fra 2022 til 2028. Samtidig har TV 2 sammen med DR sikret rettighederne til EM-fodboldslutrunderne UEFA EURO 2024 og UEFA EURO 2028.

1. december 2020: Nordisk Films børneunivers Oiii kommer på TV 2 PLAY

TV 2 skruer markant op for sit tilbud til børn og deres forældre, når Nordisk Films børneunivers Oiii fra 1. december rykker ind på TV 2 PLAY. Oiii er et univers, hvor forældre trygt kan lade deres børn boltre sig med genkendelige hverdagstemaer og programmer, der underholder og inspirerer danske børn.

2. december 2020: TV 2 Play runder 700.000 abonnementer

TV 2s streamingtjeneste fortsætter væksten i et marked, hvor danskernes tv-vaner er i opbrud, og hvor TV 2s kommercielle public service-position er udfordret. Tjenesten runder 700.000 abonnementer.

2021

4. februar 2021: TV 2 lancerer offensiv koncernstrategi

TV 2 er klar med offensiv koncernstrategi: ’Strategi 2025 – TV 2 PLAY til alle’ skal sikre en stærk og konkurrencedygtig position for TV 2s streamingtjeneste. Det traditionelle tv-marked falder, så TV 2 har travlt og øger derfor streaming-investeringerne markant.

3. maj 2021: Paramount+ og TV 2 indgår partnerskab

TV 2 indgår et strategisk partnerskab med Paramount+, der øger udbuddet af internationale film, serier, reality, børneindhold, comedy og dokumentarer på TV 2 PLAY.

16. juni 2021: TV 2 Play når 800.000 abonnementer

TV 2 melder ud, at TV 2 PLAY har rundet 800.000 abonnementer i andet kvartal 2021. På trods af væksten på TV 2 PLAY samler TV 2 kun hver anden af de frafaldne tv-seere op. Det truer TV 2s gennemslagskraft, og derfor skal væksten accelereres yderligere i de kommende år.

5. oktober 2021: Stig Møller Christensen bliver kommerciel og digital direktør

Stig Møller Christensen, der - siden Flemming Rasmussen stoppede som kommerciel direktør 11. august - har været konstitueret, får nu ansvaret for den kommercielle organisation og overtager samtidig ansvaret for det digitale område, der dermed rykker endnu tættere på TV 2s forretning. Stig Møller Christensen får titel af kommerciel og digital direktør.

2022

11. marts 2022: TV 2 PLAY rammer 900.000 abonnementer

TV 2 offentliggør, at TV 2 PLAY i fjerde kvartal 2021 rundede 900.000 abonnenter, og dermed er streamingtjenesten godt på vej mod TV 2s mål om 1,3 mio. abonnenter i 2025.

31. marts 2022: Sagen fra 2006 om årsrabat får sit punktum

NENT og TV 2 DANMARK indgår forlig i den årsrabatsag, som NENT anlagde ved Østre Landsret i 2006, og dermed kan der sættes punktum for en årelang strid om den årsrabat, som TV 2 anvendte i perioden 2000-2011.

19. april 2022: Lars Novrup begynder som direktør i People & Culture

Lars Novrup kommer fra en stilling i Head of HR Development & Talent i den store virksomhed Nets A/S. I den nye strategi fra TV 2 skal der oprustes endnu mere på HR-afdelingen. People & Culture kommer derfor til at blive dobbelt så stor som den nuværende HR-afdeling, der kommer til at gå under samme afdelingsnavn. 

2. maj 2022: TV 2 PLAY udvides med regional tilstedeværelse

TV 2 udvider den regionale tilstedeværelse på TV 2 PLAY.

23. juni 2022: TV 2 er med til at underskrive en aftale om en medietech-by i Odense

TV 2, Jysk Fynske Medier, SDU, TV 2 Fyn og Media City Odense (MCO) underskriver en hensigtserklæring med DSB Ejendomsudvikling om at skabe en medietech-by ved Jarlsberggade i Odense.

Billede {0} af {1}