I realityprogrammet ’Shaolin’ bliver vi lukket ind i en verden, som de færreste danskere kender til. Det er en verden fyldt med læring om kung-fu, meditation og ældgamle traditioner.
De ni kendte danskere er Sarah Grünewald, Anne Sofie Espersen, Sharin Foo, Geeti Amiri, Sarah Bro, Esben Dalgaard, Adam Duvå Hall, Albert Harson og Rico Coker.

De kommer til at opleve den over 1.000 år gamle Shaolin-kultur på tætteste hold, når de over 12 dage skal træne og leve som Shaolin-masters i Dogapsa-templet i Sydkorea. Til at guide dem gennem det intense ophold er to anerkendte og højtrangerede Shaolin-masters, som løbende vil teste de medvirkende både fysisk og mentalt. Hvad de endnu ikke ved, er, at denne rejse vil ændre deres liv, og de vil opleve sider af sig selv, der vil sætte livet i Danmark i perspektiv og få dem til at gentænke, den måde de lever på.

’Shaolin’ taler ind i en bevægelse i den vestlige verden, hvor kilden til personlig udvikling går gennem mindfulness, meditation og spiritualitet. Med mindre fokus på sociale medier og overfladiske forhold og mere fokus mod indre værdier, fysisk sundhed og mentalt velvære.

Se med på TV 2 Play fra mandag 22. januar

’Shaolin’ er et dansk- og nyudviklet programformat inden for reality, der modsat de fleste reality-formater ikke er konkurrencedrevet.

- ’Shaolin’ er vores helt nye bud på, hvad reality også kan være. Forløbet er ikke tilrettelagt af et tv-hold, men derimod af højtrangerede Shaolin-masters i en autentisk ramme. På TV 2 har vi et ønske om at udfordre det velkendte realityformat, og i ’Shaolin’ er der intet udskillelsesforløb og ingen tabere. Vi sætter i stedet fokus på de medvirkendes individuelle udvikling og deres ønske om at udfordrer sig selv, siger TV 2 redaktør, Henriette Ladegaard, og fortsætter:

- Jeg tør godt love, at ’Shaolin’ er tv, som vi aldrig har set det før i Danmark. Træningsforløbet er benhårdt, og vores medvirkende udfordres både fysisk og mentalt på en helt ny måde. Det er mit håb, at deres udvikling også rammer seerne, når de følger med, og at programmet kan inspirere os alle sammen til at tænke over, hvordan vi lever vores eget liv, siger TV 2 redaktør, Henriette Ladegaard.