TV 2-kanalerne rekordstore fiktions-år med ni nye fiktionsserier rundes i december af med familiejulekalenderen ’Tinkas juleeventyr’, hvor Tinka og Lasse kaster sig ud i jagten på nissernes tabte magi.
I ’Tinkas juleeventyr’ – TV 2s nye julekalender for hele familien – følger vi i 24 afsnit nissepigen Tinka, som sammen med Lasse fra menneskeverdenen kaster sig ud i jagten på nissernes tabte magi.
Det hele begynder 1. december, da Tinka sammen med de andre ung-nisser skal op til nissekongen, kong Gobbe, og have overrakt nisseamuletten. Den markerer, at hun nu er en rigtig nisse. Men noget går galt! Tinkas amulet skifter ikke farve, og hun indser, at hun ikke er som de andre nisser. I håbet om at blive som de andre nisser begiver Tinka sig ud på et sandt juleeventyr.
I menneskeverdenen møder hun ballademageren Lasse, der er flyttet fra byen til landet hos sin farmor sammen med sin far Mikkel og lillesøster Astrid. Sammen kaster Tinka og Lasse sig ud i jagten på at løse gåden om nissernes tabte magi og finde svaret på, hvorfor mennesker og nisser ikke har set hinanden de sidste 100 år.
Tinka og Lasse spilles af henholdsvis Josephine Chavarria Højbjerg og Albert Rosin Harson, og desuden medvirker stærke navne som Neel Rønholt, Lars Knutzon, Ellen Hillingsø, Birthe Neumann, Anette Støvelbæk, Christian Tafdrup, Mia Lyhne, Paw Henriksen.
At tro på sig selv
Den nye familiejulekalender er skrevet af Flemming Klem, og det er den tredje julekalender på TV 2, han har været forfatter på.
- Når jeg skriver historier, handler de ofte om at høre til eller om den afmægtige følelse af ikke at høre til. Historierne handler ofte om et menneskes kamp for at finde sin plads i forhold til sine omgivelser. De handler om indsigt i, om man er god nok, som man er, og at man bliver stærkere, hvis man tør stå ved dén, man er, siger han og fortsætter:
- Da Tinka finder ud af, at hun er anderledes end sine venner, er hendes umiddelbare tanke, at hun for alt i verden skal ligne de andre og ikke stikke ud. Heldigvis møder hun menneskedrengen Lasse, der på bedste teenagemanér kæmper for at stikke ud og være på tværs i forhold til sin familie og nye klassekammerater.
Jeg håber, at ’Tinkas juleeventyr’ på en rørende, sjov og hyggelig måde kan være med til at minde os alle sammen om, at vi skal huske også at respektere og give plads og kærlighed til dem, der ikke umiddelbart ligner os selv. Det er en fortælling, der hylder mangfoldigheden og dem, der tør stikke ud og være sig selv – på trods af omgivelsernes fordomme.
En stor og vigtig opgave
'Tinkas juleeventyr' er produceret af Cosmo Film, som tidligere har produceret familiejulekalenderne 'Jesus og Josefine' (2003), 'Jul i Valhal' (2005) og 'Juleønsket' (2015) for TV 2.
Producer Rasmus Kastberg fra Cosmo Film siger:
- At lave en julekalender er en stor og vigtig opgave. Stor ikke alene, fordi det er et massivt materiale og en lang og omfattende historie, men også stor, fordi vi står oven på en lang og stolt tradition af julekalendere, der har sat sit umiskendelige præg på hele familien Danmark. Med en julekalender for hele familien kommer vi i december på besøg i mange hjem, og det er ikke kun for børnene, at julekalenderen er en særlig oplevelse. For forældrene og selv for nogle bedsteforældre strækker traditionen sig tilbage til deres egen barndom, hvor de på samme forventningsfulde måde sad klistret til skærmen og fulgte med i netop deres julekalender.
Læs mere om og se flere billeder fra ’Tinkas juleeventyr’ her.
Se trailer for 'Tinkas juleeventyr' nederst i artiklen.
Julehit med Burhan G og Frida Brygmann
Årets titelsang hedder 'Tinka' og synges af Burhan G og Frida Brygmann. Den er skre¬vet af Burhan G, Lars Ankerstjerne og Frida Brygmann og bliver udgivet af Copenhagen Records.
Burhan G har senest udgivet albummet 'Pas på pigerne' og var en af de syv musikere i programmet 'Toppen af poppen' på TV 2 i 2017.
Frida Brygmann har medvirket på flere jule¬kalendermusik-albums som 'Jesus og Josefi¬ne' og 'Jul i Valhal'. Frida er datter af musiker Martin Brygmann og dramatiker Line Knutzon og barnebarn af Lars Knutzon, der spiller kong Gobbe i 'Tinkas juleeventyr'. Sangen kan fås på bl.a. Spo¬tify, Apple Music, iTunes, Telmore musik og Google Play.
Alle får chancen for at give den som sanger via Tinka-appen. Med appen kan man være med til at lave julens fedeste musikvideo ved at synge duet med de to sangere, Burhan G og Frida Brygmann, karaktererne fra julekalenderen og resten af Danmark. Appen fås både til IOS- og Android-telefoner og tablets og kan hentes i App Store og på Google Play.
Gensyn med Pyrus, the kartoffelmakers og 'Juleønsket'
Udover den nye julekalender for hele familien byder TV 2 på gensyn med Pyrus i 'Alletiders nisse' om eftermiddagen fra 1. december. På TV 2 CHARLIE kan man hver aften lige efter afsnittet af 'Tinkas juleeventyr' nyde kalenderklassikeren 'The Julekalender' med De Nattergale alias Viggo Sommer, Uffe Rørbæk og Carsten Knudsen.
Alle tre julekalendere kan også ses på TV 2 PLAY, hvor man også kan se TV 2-julekalender fra 2015, 'Juleønsket'. Du kan også læse mere om de mest populære julekalendere i tv-historien.