TV 2 sælger TV 2 SPORT

08. oktober 2012;
Af: TV 2 Kommunikation

TV 2 sælger sine aktier i TV 2 SPORT A/S til MTG, der derved bliver eneejer af selskabet bag sportskanalen TV 2 SPORT, som nu skifter navn.

TV 2s administrerende direktør, Merete Eldrup. (Foto: Miklos Szabo / TV 2)

51 procent af aktierne i TV 2 SPORT A/S har siden etableringen i 2006 været ejet af TV 2|DANMARK A/S i et selvstændigt joint venture-selskab. Nu sælger TV 2 sin aktieandel til den anden aktionær, Modern Times Group MTG A/S.

- TV 2 SPORT er i årenes løb blevet en central spiller på betalingsmarkedet for sportskanaler. Konstruktionen har dog vist sig at være uhensigtsmæssig og bundet af mange betingelser fra konkurrencemyndighedernes side. Derfor har aktionærerne skullet agere efter et armslængde-princip, hvilket betyder, at vi som medejer reelt ikke har haft indsigt i eller indflydelse på selskabets dispositioner. Et salg af TV 2 SPORT er derfor det rigtige for TV 2 – især når vi samtidig kan glæde os over, at attraktive håndboldrettigheder er en del af handlen, siger TV 2s administrerende direktør, Merete Eldrup.

Som en del af aftalen køber TV 2 nemlig rettighederne til fire EM-slutrunder i håndbold i 2016 og 2018 af MTG, og TV 2 vil også i fremtiden være Hele Danmarks Hjemmebane med store samlende sports-begivenheder. TV 2 ønsker fremadrettet at have større fleksibilitet og frihed inden for sportsrettighedsområdet.

Selskabet TV 2 SPORT A/S og kanalen TV 2 SPORT vil inden for kort tid skifte navn. Transaktionen er bl.a. betinget af endelig godkendelse af Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen.

 

 

 

 

Læs flere nyheder

Billede {0} af {1}