TV 2 og TV 2 SPORT er flyvende

Lotte Grigel i kamp for Danmark. (Fotos: Scanpix / TV 2)

Lotte Grigel i kamp for Danmark. (Fotos: Scanpix / TV 2)

12. december 2016;
Af: TV 2 Kommunikation

EM i kvindehåndbold trækker mange danskere til TV 2s kanaler, og TV 2 SPORT fik lørdag sin bedste dag nogensinde.

Seertal over én million, bedste dag nogensinde til TV 2 SPORT og stor trafik på em.tv2.dk. Det er nogle af de markante resultater af TV 2-kanalernes dækning af EM i kvindehåndbold i Sverige.

TV 2 SPORT fik i lørdags en seerandel på 6,4 procent og seertal på omkring 150.000 til dagens mest sete kamp, og det gjorde kanalen til Danmarks tredjestørste denne dag efter TV 2 og DR1.

Samtidig blev TV 2 SPORT – målt over hele ugen, som også bød på superligafodbold og europæisk topfodbold på andre kanaler – landets sjette mest sete kanal. I uge 49 var TV 2 SPORT faktisk mere end dobbelt så stor som alle øvrige rene sportskanaler tilsammen.

Og allerede mandag aften satte TV 2 SPORT ny seerrekord for dette mesterskab, idet kampen mellem Frankrig og Sverige med 190.000 seere blev TV 2 SPORTs mest sete kamp under EM-slutrunden.

Danmarks målvogter Sandra Toft har været stærkt medvirkende til, at det danske landshold kom i mellemrunden med maksimumpoint.

Danmarks kampe samler os
TV 2s hovedkanal sender Danmarks EM-kampe, og her kulminerede ugen med over 1,25 mio. seere i slutningen af kampen mod Norge – og med 1.061.000 seere i snit til de to halvlege mod Norge. Tirsdag aften blev dette tal overgået, da 1.173.000 i snit så de to halvlege mod Rusland.

- Jeg er glad for, at vi kan samle danskerne om Danmarks kampe på TV 2, men det havde jeg nu også forventet. Og når de danske spillere gør det så godt, har de også fortjent, at hele Danmark hepper på dem, siger chefredaktør John Jäger, TV 2 SPORT, og fortsætter:

- Jeg er faktisk mere overrasket over, at seertallene på alle de andre kampe på TV 2 SPORT er så gode, som de er. Jeg havde store forventninger, men det hér er bedre end mine forhåbninger. Vi har jo valgt at være til stede i alle de haller, hvor der bliver spillet EM i Sverige. Vi har haft en stærk håndboldreporter rundt i et par haller, og så har vi lavet et ekstra studie med Heidi Møller Eskildsen, Peter Bruun Jørgensen og Michael Stærke i de svenske værters hal. Det gør, at vi er tættere på – også på de øvrige nationer – og det viser, at vi gør alt for at give seerne en stærk dækning overalt.

Landsholdets anfører Stine Jørgensen er Danmarks topscorer og har samtidig leveret masser af assists.

Erfaring, faglighed og indstilling
Når TV 2s EM-dækning er så populær, handler det ifølge John Jäger også om, at både redaktionen og produktionen hos TV 2 SPORT er vant til at lave håndbold til hverdag og har den rigtige indstilling.

- Alle tager ansvar og elsker deres job, så de vil altid gå en ekstra mil for at lave det bedst mulige til danskerne. Og vi bukker og takker ydmygt for, at danskerne tager godt imod os – på både tv og alle andre platforme, siger John Jäger, der også er yderst tilfreds med TV 2s eksperter og kommentatorer:

- Personligt er jeg meget glad for, at jeg har fået Jan Pytlick med på vores EM-hold. Han leverer – sammen med Trine Nielsen og Bent Nyegaard – det perfekte miks af ekspertvurderinger. Der er mange meninger om håndbold. Det skal der være. Og vi giver dem alle. Med høj faglighed. 

Mandag, tirsdag og onsdag er der fuldt EM-kampprogram på TV 2 SPORT, og på TV 2 spiller Danmark tirsdag klokken 20.45 mod Rusland og onsdag klokken 18.30 mod Rumænien.

TV 2 sender semifinalerne fredag samt bronzekamp og finale søndag.

Billede {0} af {1}