'Trump mod Clinton': Steinmetz' guide til det amerikanske valg

Jesper Steinmetz vender tilbage til rollen som vært for at give TV 2 NEWS' seere en guidet rundtur i USA og til det amerikanske valg. (Foto: TV 2)

Jesper Steinmetz vender tilbage til rollen som vært for at give TV 2 NEWS' seere en guidet rundtur i USA og til det amerikanske valg. (Foto: TV 2)

14. september 2016;
Af: TV 2 Kommunikation

Torsdag 15. september springer TV 2s USA-korrespondent Jesper Steinmetz igen ud som vært, når TV 2 NEWS sender det nye nyhedsmagasin 'Trump mod Clinton', hvor Steinmetz følger den amerikanske valgkamp rundt i alle afkroge af USA.

For de fleste danskere er det nok en gåde, at det er Donald Trump, der er Republikanernes præsidentkandidat frem mod valget 8. november, og selv erfarne politiske iagttagere har måttet æde deres forudsigelser om pengemanden i sig.

Netop Trumps overraskende popularitet og den hårde kritik af Hillary Clinton er nogle af de spørgsmål, som TV 2 NEWS og vært Jesper Steinmetz rejser i et nyt magasin, og som sendes hver uge frem til og med det amerikanske præsidentvalg.

Også Jesper Steinmetz, der har været TV 2-seernes øjne og ører i USA de seneste seks år, er forbavset over, at det netop er Trump og Clinton, der skal kæmpe om verdens mest magtfulde job.

- Jeg ville lyve, hvis jeg ikke sagde, det har overrasket mig, at Trump overhovedet er nået så langt og nu reelt har mulighed for at blive USA's næste præsident. Og så undrer det mig, at det overhovedet ikke gør indtryk på flertallet af amerikanerne, at de igen kan skrive historie ved at gøre Hillary Clinton til USA's første kvindelige præsident, siger Jesper Steinmetz.

Se trailer for 'Trump mod Clinton' herunder.

Vredens valgkamp
Sammen med reporter Jesper Zølck vil Jesper Steinmetz de kommende otte uger rejse rundt i hele USA og give de danske seere ugens aktuelle historier fra den amerikanske valgkamp samt en status på opgøret mellem de to fløje. De taler med tilhængere fra begge sider i det politiske spektrum samt valgforeningsformænd, men også den helt almindelige amerikanske (sofa-)vælger.

I første udsendelse fokuserer Steinmetz og Zølck på den vrede, der oser ud af den amerikanske valgkamp. For hvordan formår Donald Trump at få så bred og markant en opbakning, mens Hillary Clinton gang på gang er genstand for massiv kritik? Og hvad er det i virkeligheden, de amerikanske vælgere er så vrede over?

- Vi tager langt væk fra hovedstaten Washington, for det er ude i de 50 stater - langt væk fra politikerne i D.C. - at vi finder den vrede, der er drivkraften i dette præsidentvalg, forklarer Jesper Steinmetz og fortsætter:

- Det er frygt - ikke begejstring - for fremtiden, der driver det hér valg, og som bliver afgørende for, hvem amerikanerne vælger som præsident til november.

Valgkampens tour-guide
For Jesper Steinmetz er det med store forventninger, at han vender tilbage til rollen som vært for at give TV 2 NEWS' seere en guidet rundtur i USA og til det amerikanske valg.

- Det er et privilegium at få lov til at være tour-guide på vores og seernes rejse rundt i dette fantastiske og mangesidede land, som om otte uger beslutter, hvem der skal have verdens mest magtfulde embede, siger Jesper Steinmetz.

'Trump mod Clinton' sendes første gang torsdag 15. september klokken 20.50 på TV 2 NEWS og kan herefter ses eller genses på TV 2 PLAY.

Senere på efteråret og frem til valgdagen, tirsdag 8. november, vil der desuden være en bred dækning af det amerikanske valg på både TV 2, TV 2 NEWS og TV 2 PLAY.

Billede {0} af {1}