Spider-Man i kamp mod nye fjender

Andrew Garfield som Spider-Man i den amerikanske eventyr-actionfilm 'The Amazing Spider-Man 2' fra 2014. (Foto: TV 2)

Andrew Garfield som Spider-Man i den amerikanske eventyr-actionfilm 'The Amazing Spider-Man 2' fra 2014. (Foto: TV 2)

18. januar 2017;
Af: TV 2 Kommunikation

Weekend med ’The Amazing Spider-Man’ – lørdag sendes 1’eren, og søndag er der dansk tv-premiere på ’The Amazing Spider-Man 2’.

Søndag 22. januar får den sjove, spændende og utroligt flotte 'The Amazing Spider-Man 2' fra 2014 dansk tv-premiere på TV 2. I filmen får Marvels edderkoppehelt virkelig noget at se til, da flere farlige superskurke angriber New York på samme tid.

Filmen er fyldt med flotte special effects og imponerende kampe i luften over storbyen. Men effekterne gør ikke en film alene, og derfor medvirker også en række supergode skuespillere i filmen, bl.a. Andrew Garfield, Emma Stone, Jamie Foxx, Denis Leary, Paul Giamatti, Sally Field, Felicity Jones og Embeth Davidtz.

I BT fik filmen fem stjerner af anmelder Henning Høeg, som skrev: ”Historien er både vild og forudsigelig. Men alle de talentfulde skuespillere er med på spøgen og giver alt, hvad de har. Instruktør Marc Webb ved præcis, hvad han vil have. Special effect- afdelingen har tilsyneladende ubegrænsede midler til sin rådighed. Og i fællesskab serverer Hollywood-holdet en næsten fejlfri action-oplevelse”.

Lørdag 21. januar klokken 21.20 – dagen før tv-premieren på ’The Amazing Spider-Man 2’ – sender TV 2 i øvrigt forgængeren ’The Amazing Spider-Man’ fra 2012.

Et ekstraordinært ansvar
I søndagsfilmen er den nørdede teenager Peter Parker (Andrew Garfield) blevet bidt af en radioaktiv edderkop og har fået superkræfter. Nu bekæmper han forbrydere i New York som den akrobatiske superhelt Spider-Man. Men nu er superheltekarrieren imidlertid sat på stand by.

Han har fået en dejlig kæreste, den smukke Gwen (Emma Stone), og har lovet hendes far, at han vil droppe Spider-Man-identiteten, så han ikke udsætter hende for fare. Men det er kun Spider-Man, der kan redde byen og dens indbyggere fra de mange frygtindgydende superskurke som Electro (Jamie Foxx), Green Goblin (Dane DeHaan) og Rhino (Paul Giamatti), der hærger byen. 

Peter Parker ved, at der med ekstraordinære evner kommer et ekstraordinært ansvar, så han bliver nødt til at bekæmpe forbryderne, hvilket får forholdet til Gwen til at knirke gevaldigt. Som Spider-Man opdager han, at den ting, som binder de mange superskurke sammen, er det skumle firma Oscorp, som Peter Parkers barndomsven Harry har overtaget efter sin far.

Spider-Man begynder at bore mere i, hvad der foregår i firmaet – og samtidig kommer han på sporet af, hvad der skete, da hans forældre døde. 

Bygger på berømt tegneserie
’The Amazing Spider-Man 2’ bygger på en berømt superhelte-tegneserie skabt af Stan Lee og Steve Ditko. Første gang Spider-Man dukkede op, var i bladet ’Amazing Fantasy’ nummer 15 i august 1962. Den rødklædte figur blev en stor succes og fik i 1963 sit eget blad, ’The Amazing Spider-Man’ - et blad, der udkommer den dag i dag.

Spider-Man var en del af tegnerserieforfatteren Stan Lee og tegneserieforlaget Marvel Comics strategi i 1960'erne om at lave en række superheltetegneserier, hvor hovedpersonerne havde genkendelige og realistiske problemer. Blandt de mange andre succesfulde serier, Stan Lee og Marvel skabte på dette tidspunkt, var også serier som ’Fantastic Four’, ’X-Men’, ’Daredevil’, ’Avengers’, ’Iron Man’, ’Luke Cage’ m.fl. Mange af disse tegnerserier er også udkommet herhjemme, bl.a. ’Spider-Man’ (under navnet ’Edderkoppen’).

 

Billede {0} af {1}