Se trailer for biograffilmen"Lærkevej - Til døden os skiller"

13. juli 2011;
Af: TV 2 Kommunikation

Biograffilmen, som er støttet af TV 2, får premiere 2. februar 2012.


Danskerne er ikke færdig med det spændende persongalleri fra TV 2-serien "Lærkevej". 2. februar 2012 har biograffilmen "Lærkevej - Til døden os skiller" nemlig biografpremiere, og de første klip og den første teaser-trailer er nu på nettet.

I "Lærkevej – Til døden os skiller" kollapser Elisabeth (spillet af Søs Egelind) pludselig under sin egen fest. Det viser sig, at hun er alvorligt syg, hvilket sætter tankerne i gang hos alle på Lærkevej, og villavejens beboere begynder at tage deres egne liv op til revision.

Det hele sker i den noget galgenhumoristiske, men ikke desto mindre livsglade atmosfære, der kendetegner Lærkevej.

Som i tv-serien kan biografpublikummet - foruden Elisabeth - glæde sig til at møde tilflytterne på flugt, Sune, Katrine og Mathilde, den dræbende effektive læge Astrid og hendes umanerligt kedelige mand, Kim, den skydeglade hjemmeværnsmand Torben, kokken Andreas, den nu moderløse Selma samt swingerparret Per og Karina. Og som sædvanlig vælter skeletterne ud af skabet.

Filmen er en komedie, der handler om døden, men i høj grad også er en hyldest til livet og vigtigheden af at leve livet - mens man kan.

Filmen er instrueret af Mogens Hagedorn og er skrevet af Mette Heeno. "Lærkevej – Til døden os skiller" produceres af Mie Andreasen og Tomas Hostrup-Larsen for Cosmo Film, og filmen er støttet af TV 2 og Det Danske Filminstitut.

-------------------

Se teaser-trailer til biograffilmen her.

Se også de korte introduktionsfilm "Bag om filmen" her, her og her.

Man kan også følge arbejdet med filmen på "Lærkevej"s Facebook-side.

 

Læs flere nyheder

Billede {0} af {1}