"Vi har lært af vores fejl - og har rettet til"

25. november 2009;
Af: TV 2 Kommunikation

TV 2 NEWS’ chef: Kritikerne tog fejl, da de hævdede, at der ikke var nyheder nok i Danmark til en 24-timers-nyhedskanal.

TV 2 NEWS-studiet på Teglholm Allé i København. (Arkivfoto: Ebbe Rosendahl / TV 2)


- Jeg indrømmer det gerne: For tre år siden havde jeg ikke troet, at TV 2 NEWS i 2009 ville have 650.000 daglige seere, der hver dag bruger 39 minut-ter på at se TV 2 NEWS. Det er endnu bedre, end jeg havde turdet håbe på.

Sådan siger chefen bag Danmarks største tv-succes i de senere år, kanalchef Mikkel Hertz, som stod i spidsen for opbygningen af TV 2 NEWS i 2006, og som fortsat er chef for nyhedskanalen.

- Vi lavede en masse fejl i starten, men vi lærte af dem, og vi var hele tiden overbevist om, at det kunne lade sig gøre at lave god 24-timers-nyhedskanal til danskerne. I bakspejlet kan man konstatere, at de eksperter, som mente, at Danmark er for lille og har for få nyheder til en 24-timers-nyhedskanal, er dem, der har taget allermest fejl, siger Mikkel Hertz.

Kanalchef Mikkel Hertz, TV 2 NEWS.

Kanalchefen tilføjer, at NEWS’ succes også skyldes, at kanalen er hjulpet på vej af den loyalitet, danskerne har over for TV 2.

- Vi står på skuldrene af TV 2s og TV 2|NYHEDERNEs brands, og det har været afgørende. Hvis nogen var kommet udefra - uden det stærke TV 2-brand i ryggen - og havde sat sådan en kanal i søen, ville det have været en meget vanskelig opgave at nå en succes på niveau med TV 2 NEWS’, siger Mikkel Hertz.

Breaking news
siden december 2006
Kendetegnende for TV 2 NEWS i dag er den tætte dækning af politik, finans og breaking news. Den første større breaking news-historie i premieremåneden december 2006 var fødevareminister Lars Barfoeds afgang som minister.

- Det var en dramatisk historie, hvor TV 2 NEWS lavede konstant opfølgning på sagen væsentligt hurtigere, end nogen – herunder politikere og pressechefer – tidligere havde været vant til, siger Mikkel Hertz.

Store nyheds- og sportsbegivenheder
Siden fulgte en lang række begivenheder, hvor seerne belønnede TV 2 NEWS for kanalens tætte nyhedsdækning. 

I denne artikel er opført en række af de datoer og begivenheder, hvor TV 2 NEWS har haft flest seere, og hvor seerne har brugt allermest tid på at se NEWS. Op til rekorden på 61 minutters seertid pr. seer pr. dag, som var situationen 4. april 2009, hvor Anders Fogh Rasmussen blev udnævnt til NATO-generalsekretær.

Også sportsdækningen har trukket seere til TV 2 NEWS. Faktisk er de fem mest sete enkeltprogrammer på TV 2 NEWS (hvoraf fire af disse fem programmer har haft mere end 100.000 seere) alle sportsudsendelser fra henholdsvis EM i herrehåndbold 2008 og fra Tour de France 2008.

Det politiske magasin "Mogensen & Kristiansen" er et af de programmer, som mange forbinder med TV 2 NEWS.

"Mogensen & Kristiansen" blev dødsdømt af mange
I dag kører TV 2 NEWS’ nyhedsdækning ikke alene i hundredtusindvis af dan-ske hjem, men også uaf-brudt på Christiansborg, i pengeinstitutter og i talri-ge erhvervsvirksomheder. Kanalens fokus på politik, finans og breaking news understreges af, at de politiske magasiner ”Mogensen & Kristiansen” og ”Tirsdagsanalysen” samt ”Finansmagasinet” og den daglige "17 Finans" har en fremtrædende placering på sendefladen og i seernes bevidsthed.

- Også på magasin-området har vi begået fejl – og har lært af dem. De første magasinprogrammer om biler og mode var udmærkede og velproducerede, men de passede bare ikke ind i NEWS-fladen. ”Mogensen & Kristiansen” blev herefter udviklet og er fortsat et unikt politisk magasin, selv om mange dødsdømte det på forhånd, fortæller Mikkel Hertz og fortsætter:

- De fleste tv-kolleger sagde, at programformatet ”Mogensen & Kristiansen” aldrig ville komme til at fungere med hovedpersoner, der ikke tidligere havde været tv-værter, og som ikke havde tv-erfaring. Det gik heldigvis godt, og i dag er ”Mogensen & Kristiansen” et af de programmer, som allerflest mennesker forbinder med TV 2 NEWS.

Finanskrisen har været et ofte debatteret emne hos finansværterne Christian Lemvigh Poulsen og Tina Riising.

Magasinprogrammer
TV 2 NEWS er i gang med at udvikle nye magasinprogrammer, men det er endnu for tidligt at sætte navne og premieredatoer på de nye magasinformater.

TV 2 NEWS arbejder også på at få endnu flere billeder fra nyhedsbegi-venhederne på skærmen – og dermed lidt færre ”talking heads”, som Mikkel Hertz udtrykker det. Men allerførst skal dækningen af klimatop-mødet i København have en ordentlig skalle.

- Når TV 2 NEWS er gået så godt, skyldes det også, at vi har været igennem tre år med mange væsentlige nyhedsbegivenheder, f.eks. folketingsvalg, finanskrise, valg til Europa-Parlamentet, statsministerskifte, international terror og terrortrusler samt kommunalvalg og nu klimatopmøde, siger Mikkel Hertz.

------------------------------------

Se her listen over de datoer og begivenheder, som har givet flest seere og længst seertid på TV 2 NEWS.

 

Læs flere nyheder

Billede {0} af {1}