"Charlies Hjertegalla" fordobler sidste års indsamlingsresultat

30. september 2012;
Af: TV 2 Kommunikation

20 mio. kr. blev det flotte resultat i lørdagens indsamlingsshow "Charlies Hjertegalla" i samarbejde med Hjerteforeningen. Seertallet overgik sidste års meget høje seertilslutning.

Cecilie Frøkjær og Michael Meyerheim var værter ved lørdagens gallashow på TV 2 Charlie. (Fotos: Per Arnesen / TV 2).

”Charlies Hjertegalla” bød lørdag aften på et overflødighedshorn af populære kunstnere som Julie Berthelsen, Poul Krebs og Andreas Bo, da TV 2 Charlie for andet år i træk inviterede til indsamlingsfest til fordel for Hjerteforeningen.

Allerhuset dannede rammen om det storslåede show fyldt med festlig musik, god underholdning og masser af hjertevarme.

- Årets hjertegalla har overgået alle forventninger. Danskernes vilje til at donere penge har været overvældende, og vi har mere end fordoblet indsamlingsbeløbet i forhold til sidste år. Det har på alle måder været en fest, som oven i købet sker samtidig med, at TV 2 Charlie i 3. kvartal 2012 for første gang har indtaget pladsen som Danmarks tredjestørste kanal, lyder det fra Maiken Wexø, TV 2 Charlies kanalchef.

Høj seertilslutning
Også seermæssigt havde "Charlies Hjertegalla 2012" succes. Det gennemsnitlige seertal var 262.000 - og flere end 330.000 så med, da flest var samlet ved tv-skærmen.

Julie Berthelsen under "Charlies Hjertegalla 2012".

Seertallet på 262.000 er et af årets højeste på TV 2 Charlie - og 20.000 flere end til "Charlies Hjertegalla", der i 2011 fik en meget flot premiere med 242.000 seere i snit.

Kendte støtter en god sag
Cecilie Frøkjær og Michael Meyerheim var ligesom sidste år værter, og i år fik de selskab af Peter Kær, der stod for at uddele aftenens præmier til de heldige seere.

Showet bød på både alvor og smil, og listen af optrædende var lang og talte blandt andre Big Fat Snake, Peter Belli og Lisbeth Dahl.

Festen startede for alvor, da den smukke Julie Berthelsen åbnede showet med sangen ”Hele verden fra forstanden”, og Lars Lilholt rørte publikum med en hyldest til livet med sit nye nummer ”Det smukkeste jeg fik”.

Callcentret var ikke mindre stjernespækket, og en række kendte skuespillere, sportsfolk, tv-værter og musikere såsom Anna David, Lotte Friis og Per Pallesen tog imod seernes gavmilde donationer.

Andreas Bo underholdt under "Charlies Hjertegalla 2012" i rollen som udenrigsminister Villy Søvndal.


Hjertesagen berører os alle
Sidste år donerede virksomheder, organisationer og seerne hjemme i stuerne 8,45 mio. kr. til Hjerteforeningen i forbindelse med ”Charlies Hjertegalla”. Hjerteforeningens indsamlingschef, Morten Jørgensen, er meget tilfreds med årets indsamlingsbeløb:

- Hjertesagen berører rigtig mange mennesker i Danmark. De fleste af os har et nærtstående familiemedlem, en pårørende, en god ven eller veninde, som enten selv har haft en hjertekarsygdom inde på livet, eller som kender nogen, der har. Her til aften har vi virkelig mærket danskernes store opbakning til hjertesagen. Det er vi helt overvældede over - og fantastisk taknemmelige for, siger indsamlingschef i Hjerteforeningen, Morten Jørgensen.

Årets hjerteredder Under showet blev Årets Hjerteredder 2012 kåret af Peter Schmeichel. Vinderen var 23-årige Sebastian Hansen fra Brøndby, som fik overrakt en check på 10.000 kr. og en hjertestarter som tak for sin livreddende indsats.

Forskning og forebyggelse De indsamlede penge fra ”Charlies Hjertegalla” går i år til Hjerteforeningens arbejde med forebyggelse, patientstøtte og hjerteforskning inden for tre områder: hjertestop, kvinder og hjertekarsygdomme og børn med medfødte hjertefejl.

 

 

 

Læs flere nyheder

Billede {0} af {1}