I kamp for Danmark til EM i fodbold

Pernille Harder er anfører for det danske kvindelandshold i fodbold. (Foto: Scanpix / TV 2)

Pernille Harder er anfører for det danske kvindelandshold i fodbold. (Foto: Scanpix / TV 2)

26. juni 2017;
Af: TV 2 Kommunikation

De danske kvinder kæmper for medaljer til Danmark til EM i fodbold i Holland. Se med på TV 2, TV 2 SPORT og TV 2 PLAY og få interviews, nyheder og resultater på sport.tv2.dk.

I år er der hverken VM eller EM i fodbold for mænd, men til gengæld kan alle fodboldfans glæde sig til EM i fodbold for kvinder. UEFA Women's Cup 2017, som er det officielle navn på den store slutrunde, bliver spillet i Holland fra 16. juli til 6. august, og det danske landshold er med. 

De rød-hvide kvinder er i en svær pulje med værtsnationen Holland, Belgien og altid stærke Norge, men Danmark har også et godt hold med mange stjernespillere. TV 2 deler rettigheden til EM med DR, der viser Danmarks første kamp, mens de næste kampe mod Holland 20. juli og mod Norge 24. juli bliver vist på TV 2.

Desuden viser TV 2 SPORT og TV 2 PLAY en lang række kampe mellem de andre nationer. Henrik Hoffmann er studievært under EM, Danny Jung, der tidligere har været assistenttræner på kvindelandsholdet, er ekspert i studiet, og Danmarks kampe bliver kommenteret af den tidligere landsholdsstjerne Malene Marquard og journalist på TV 2 SPORT Lars Fink. 

Alle kan slå alle - men Danmark er kandidat til at gå videre
TV 2s fodboldkommentator Malene Marquard, der var med til at vinde bronzemedaljer til EM i Sverige i 2013, har store forventninger til EM i Holland:  

- Vi kommer til at se nogle meget tætte kampe på et højt niveau under dette EM. Der er rigtigt mange hold, som har rykket sig de senere år, så der er flere om buddet i forhold til medaljer. Jeg forventer, det bliver et spændende EM, hvor vi kommer til at opleve den store udvikling, kvindefodbolden har gennemgået siden sidste EM, siger Malene Marquard og fortsætter:

TV 2s fodboldkommentator, Malene Marquard, var med til at vinde bronzemedaljer til EM i Sverige i 2013. (Foto: TV 2)

- Danmarks pulje er meget tæt, meget lige. Det er fire hold, der kommer til at ligge og slås om placeringerne fra et til fire. Der er ikke et hold, som springer i øjnene som favoritter. Det er en pulje, hvor alle hold kan slå hinanden. Men når det er sagt, er Danmark klart kandidat til at tage første- eller andenpladsen i den pulje, siger Malene Marquard.

Mange danske spillere i udlandet
På det danske landshold er der en række store profiler, blandt andre Pernille Harder, Nadia Nadim, Katrine Veje og Simone Boye Sørensen. Flere af spillerne på landsholdet er kommet til klubber i udlandet de senere år, og generelt er der nu flere danske spillere end tidligere, som spiller kvindefodbold på et højt niveau. Det betyder noget for landsholdet, som er trænet af Nils Nielsen.

- Jeg glæder mig til at følge det danske landshold og se, hvor langt pigerne er nået i deres udvikling - både individuelt og som hold. Der er rigtigt mange spillere, som er rykket til udlandet her på det sidste, og det er de, fordi der er sket noget med dansk kvindefodbold. Der er en kæmpestor kvalitet, et rigtigt højt niveau for spillerne på det danske landshold. Det glæder jeg mig vildt meget til at opleve, siger Malene Marquard. 

Selvom Malene Marquard tror, Danmark kan nå langt, peger hun dog ikke på danskerne som favoritter til EM-guldet. Her svarer hun uden at tøve: Tyskland! Men bolden er rund - og alt kan ske! Det viste de danske herrer i 1992.

Billede {0} af {1}