Frøkjær og Meyerheim besøger hjertebørn på Rigshospitalet

26. september 2012;
Af: TV 2 Kommunikation

Hjertegalla-værterne Cecilie Frøkjær og Michael Meyerheim har - har forud for "Charlies Hjertegalla" - mødt to af de hjertebørn, som der bl.a. bliver samlet ind til ved lørdagens show.

Cecilie Frøkjær, Michael Meyerheim, Kalinka Agger, hjertelæge Jesper Reimers med Alma Zoulamian på armen.

I Danmark fødes der omkring 600 børn med hjertefejl hvert år, og omkring 300 børn bliver årligt hjerteopereret. Kalinka Agger på 17 år og syv-årige Alma Zoulamian er begge født med en hjertefejl, hvilket betyder, at de har været gennem flere gennemgribende operationer. I forrige uge var de tilbage på Rigshospitalet for at møde værterne Cecilie Frøkjær og Michael Meyerheim.

- For 15-20 år siden kunne man ikke redde disse børn. Det er stærkt at se, hvor godt de klarer det, og det motiverer os til at samle endnu flere penge ind på lørdag, siger en rørt Cecilie Frøkjær.

Michael Meyerheim leger med syv-årige Alma i Hjerteafdelingens legestue på Rigshospitalet.

Det var en stor oplevelse for værterne at få lov til at møde de to piger og deres familie. Både Alma og Kalinka går til regelmæssigt tjek på Rigshospitalets Hjerteafdeling, hvor man følger deres sygdom.

- Vi prøver at leve som en almindelig familie og tænker ikke i begrænsninger. Til hverdag tænker vi ikke over, at hun er født med en hjertefejl – og det gør hun heller ikke selv. Det eneste tidspunkt hun bemærker det, er når hun kan høre sin pacemaker tikke, siger Almas mor Mette Zoulamian.

Kalinka Agger giver Cecilie Frøkjær et lederarmbånd på til støtte for Hjerteforeningen.

Alma husker ikke sin sidste operation i 2008, da hun fik indopereret sin pacemaker. Men det gør til gengæld 17-årige Kalinka fra København, der sidst blev opereret i sommeren 2011. Her blev hun for alvor konfronteret med sin sygdom, da hun oplevede, hvor svag hun efterfølgende var. Men i dag lever Kalinka som enhver anden gymnasielev:

- Jeg mærker ikke til min sygdom i hverdagen, men i idrætstimerne kan jeg ikke det samme som mine klassekammerater. Faktisk er jeg mere generet af det ar, som jeg har på brystkassen efter operationerne, siger Kalinka.

Børn med medfødte hjertefejl er et af tre områder, du kan være med til at støtte, når TV 2 Charlie på lørdag blænder op for ”Charlies Hjertegalla” i samarbejde Hjerteforeningen. De to andre fokusområder er hjertestop samt kvinder og hjertekarsygdomme.

Se med på Charlie - og gratis på TV 2 Play
"Charlies Hjertegalla" sendes direkte lørdag 29. september kl. 21.00 på TV 2 Charlie.

Hvis man ikke kan se TV 2 Charlie, er det muligt at se showet gratis på computer på TV 2 Play via dette link. Showet kan også ses live på Windows Phone, iPhone og iPad.

 

 

 

 

Læs flere nyheder

Billede {0} af {1}