EM-kvalifikation: Revanche mod Ungarn

Niklas Landin. (Foto: TV 2 / Scanpix / Henning Bagger)

Niklas Landin. (Foto: TV 2 / Scanpix / Henning Bagger)

03. maj 2017;
Af: TV 2 Kommunikation

Ungarn sendte Danmark hjem fra VM i Frankrig i januar. Nu kan det danske håndboldlandshold - med den nye danske landstræner Nikolaj Jacobsen i spidsen - få oprejsning i to kampe, der gælder kvalifikation til EM. Se med på TV 2 og TV 2 PLAY.

Så er det nu, det gælder, hvis det danske landshold skal med til EM i Kroatien i januar 2017. Torsdag 4. maj klokken 19.50 tørner det danske landshold sammen med Ungarn i Papp Laszlo SportArena i Budapest, og fire dage efter, søndag 7. maj klokken 20.25, brager de to hold sammen igen i Ceres Arena i Aarhus. Begge kampe bliver vist direkte på TV 2 og TV 2 PLAY.

Ungarn og Danmark ligger hhv. nummer ét og to i deres kvalifikationsgruppe til EM, og begge hold har vundet de to kampe, de hidtil har spillet. Udover Ungarn er Danmark i pulje med Holland og Letland, og Danmark møder disse to lande i gruppekampe i juni.

Den nye landstræners første kampe
Kampene mod Ungarn er de første med den nye landstræner Nikolaj Jacobsen i spidsen. Han har udtaget sin første trup til de to kampe, og i forhold til Gudmundur Gudmundssons trup fra VM i Frankrig er der ændringer.

Den rutinerede fløjspiller Anders Eggert er blandt andet med igen, men til gengæld er folk som Jannick Green, Magnus Landin, Jesper Nøddesbo og Lasse Andersson ikke med. Med ændringerne i landsholdstruppen bliver det spændende at se, hvordan Nikolaj Jacobsen vil blande kortene, når han skal sætte det danske hold til de to vigtige kampe. Se traileren her:

En rigtig ilddåb
Ungarn er noget af en ilddåb for Nikolaj Jacobsen, for det er en klassemodstander med store håndboldtraditioner - og de spiller på hjemmebane i første kamp. Ungarn slog Danmark 27-25 i ottendels-finalen til VM i Frankrig i januar og sendte landsholdet hjem fra slutrunden, så der er både point og ære på spil for Mikkel Hansen og Co. i forbindelse med kampene her.

Det kan kun blive tætte og velspillede opgør med masser af fight og god teknik, når de to landshold spiller om betydningsfulde point. Vil det lykkes de danske guldvindere fra OL i Rio at skaffe vigtige EM-point til Danmark? Eller bliver de mast til gullasch af den ungarske håndboldmaskine?  

Debut på skærmen
TV 2 har sat et stærkt hold til at dække de to kampe. Morten Ankerdal er studievært, og den erfarne duo Thomas Kristensen og Bent Nyegaard kommenterer begge kampe. Lars Christiansen og Claus Møller Jakobsen er eksperter i studiet til begge kampe, og til kampen i Ceres Arena i Aarhus bliver de suppleret af TV 2s nye håndboldekspert Lars Jørgensen, der her debuterer på skærmen.

Lars Jørgensen spillede i et helt årti på det danske landshold og var med til at vinde fem medaljer, hvor EM-triumfen i 2008 står som højdepunktet. På klubplan spillede Lars Jørgensen næsten lige så lang tid i Spanien. Først i Altea og senere i Portland San Antonio. I 2009 vendte han hjem til AG København, og efter klubbens lukning skiftede Jørgensen til KIF Kolding København, hvor han har spillet, indtil han nu stopper. 

Morten Olsen. (Foto: TV 2 / Scanpix / Henning Bagger)

Billede {0} af {1}