24 timer med Lars Ulrich

Anders Breinholt har helt eksklusivt fået lov til at følge Lars Ulrich på en typisk dag "på kontoret". (Foto: Pineapple Entertainment / TV 2)

Anders Breinholt har helt eksklusivt fået lov til at følge Lars Ulrich på en typisk dag "på kontoret". (Foto: Pineapple Entertainment / TV 2)

23. august 2017;
Af: TV 2 Kommunikation

Kom med Anders Breinholt helt eksklusivt bag kulissen på Metallicas rockmaskineri.

Mandag 28. august klokken 21.25 på TV 2 kan du indløse dit helt eget 24 timers all-acces backstage-pass og komme tæt på Lars Ulrich og Metallica.

Anders Breinholt har helt eksklusivt fået lov til at følge Lars Ulrich på en typisk dag på kontoret. Et kontor, der i dette tilfælde indebærer 60.000 skrigende fans, to privatfly og et løbebånd! Lars Ulrich - Danmarks største rockstjerne nogensinde - sidder på 35. år bag trommerne hos metal-rockens ubestridte konger: Metallica. 

Mere end 2.000 koncerter og over 120 millioner solgte albums er det foreløbig blevet til, og intet tyder på, at Metallica har tænkt sig at sætte tempoet ned lige foreløbig. Nu får du mulighed for at komme med bag kulissen i Metallicas imponerende rockmaskineri.

- Jeg er meget imponeret og beæret over, hvor tæt på Lars Ulrich vi har fået lov til at komme. Vi har haft 24 hæsblæsende timer om bord på Metallica-maskinen: Fra koncert i Canada, hjem til San Francisco direkte efter koncerten og så med adgang til Metallicas headquarter - deres studie, kontor, øvelokale. Vi fik et helt unikt indblik i en verden, man som almindeligt menneske næsten ikke kan forestille sig, men som i mere end 30 år har været hverdag for Lars Ulrich, fortæller Anders Breinholt. 

Billede {0} af {1}