Det kan du se: Knæk Cancer i uge 43 på TV 2 og TV 2 PLAY

Mikkel Kryger, Janni Pedersen og Louise Wolff er værter for 'Knæk Cancer Live' lørdag 24. oktober. (Foto: Paw Friis / TV 2)

Mikkel Kryger, Janni Pedersen og Louise Wolff er værter for 'Knæk Cancer Live' lørdag 24. oktober. (Foto: Paw Friis / TV 2)

Stærk fiktion og dokumentar skubber Knæk Cancer-ugen i gang på TV 2 fra søndag 18. oktober. Ugen rundes af med et direkte indsamlingsshow lørdag 24. oktober, der i år har Mikkel Kryger, Janni Pedersen og Louise Wolff som værter.

For niende gang står TV 2 og Kræftens Bekæmpelse sammen med danskerne og afholder 'Knæk Cancer' i uge 43. Det betyder en masse relevante programmer på TV 2 og TV 2 PLAY - allerede fra søndag 18. oktober, hvor den danske dokumentar, 'Knæk Cancer: Lever, elsker, savner' vises på TV 2 klokken 21.05. Dokumentaren handler om teenageren Rosemarie, der har overlevet cancer to gange. Nu vil Rosemarie bare videre - leve, feste, drikke, kysse. Men hendes mor er stadig fanget i angsten for at miste sin datter, og derfor bliver Rosemarie konstant mindet om, at hun var syg. Filmen udfolder det intense mor-datter-drama, som Rosemarie må igennem for at forstå sin mor og finde sig selv midt i det kaos, som livet er. Dokumentaren kan ses i en længere version på TV 2 PLAY.

Fra 'Knæk Cancer: Lever, elsker, savner': Teenageren Rosemarie har overlevet cancer to gange og vil bare leve, feste, drikke, kysse. Men hendes mor er stadig fanget i angsten for at miste hende. (Foto: Sine Skibsholt / TV 2)

Fra 'Knæk Cancer: Lever, elsker, savner': Teenageren Rosemarie har overlevet cancer to gange og vil bare leve, feste, drikke, kysse. Men hendes mor er stadig fanget i angsten for at miste hende. (Foto: Sine Skibsholt / TV 2)

'Min kamp mod kræften'

En anden stærk dokumentar er den engelske dokumentarfilm 'Min kamp mod kræften', som handler om den 19-årige Charlotte Eades, der åbent fortalte om sin kræftsygdom på sociale medier, indtil den tog livet af hende. Den rørende film tager sin start torsdag 25. februar 2016, hvor Charlotte Eades' mor uploader en hjerteskærende video på sin 19-årige datters YouTube-kanal. Stemmen på videoen bekendtgør roligt, at Charlotte, efter en tapper kamp mod en sjælden hjernesvulst, har trukket vejret for sidste gang. Hør Charlottes historie og mød to andre unge kræftpatienter, Chris og Emily, der også har valgt at dele deres sygdom, liv og kamp med andre på de sociale medier. Filmen kan allerede nu ses på TV 2 PLAY.

Læs også 'Coronakrisen har gjort det ekstra svært at være kræftpatient

'Kemohjerne'

Fortsættelsen af den anerkendte danske fiktionsserie 'Kemohjerne' har premiere 21. oktober klokken 23.00 på TV 2 og TV 2 PLAY. Serien handler om Oliver (Adam Ild Rohweder) og Eva (Karoline Brygmann), der er et helt almindeligt par – bortset fra, de begge har haft kræft. Nu kæmper parret for at forstå sig selv og finde ud af, om de tør satse på livet og kærligheden til trods for den evige frygt for, at kræften vender tilbage. Fortsættelsen af 'Kemohjerne' er skrevet af Nanna Westh og instrueret af Katrín Björgvinsdóttir. På rollelisten ses desuden Jens Jørn Spottag, Tammi Øst og Mathias Sprogøe Fletting. Første sæson kan ses på TV 2 PLAY. Læs mere om fortsættelsen af 'Kemohjerne' her.

Karoline Brygmann som Eva og Adam Ild Rohweder som Oliver i den danske serie 'Kemohjerne' fra 2020.  (Foto: Emma Line Holm Sejersen / TV 2)

Karoline Brygmann som Eva og Adam Ild Rohweder som Oliver i den danske serie 'Kemohjerne' fra 2020. (Foto: Emma Line Holm Sejersen / TV 2)

'Vild med dans - Knæk Cancer'

'Vild med dans' støtter naturligvis også op om Knæk Cancer i uge 43, hvor der denne fredag skal danses blandt andet quickstep, tango og rumba. Nydanserne dedikerer dansen til en vigtig person, og mens de danser, samler vi ind til det gode formål. 'Vild med dans' har tidligere været afviklet på Det Kongelige Teater i forbindelse med Knæk Cancer, men på grund af corona bliver danserne i år i det velkendte studie. Her får vi også tre modige danskere på gulvet. De har trænet en dans med hver sin professionelle danser fra 'Vild med dans'-familien, som de vil vise for hele Danmark i håb om at samle så mange penge ind som muligt. Seerne kan stemme hele aftenen og samtidig deltage i lodtrækningen om blandt andet en bil.

'Knæk Cancer Live'

'Knæk Cancer Live' er showet, der samler alle trådene fra Knæk Cancer-ugen, og det sker lørdag 24. oktober på TV 2 og TV 2 PLAY. Blandt de danskere, der fortæller deres historie i årets 'Knæk Cancer Live', er blandt andre Randi, der for fem år siden deltog i Knæk Cancer for at samle ind til sagen. Men i dag er det desværre Randi selv, der har brug for hjælpen, efter hun blev ramt af brystkræft. Der vil også være et callcenter, hvor man kan ringe til en masse kendte danskere fra hele TV 2-familien og donere penge til Knæk Cancer: Skuespillere fra 'Badehotellet', dansere fra 'Vild med dans', Rachel og hendes familie fra 'Årgang 0' og mange andre. I showet er der også mulighed for at opleve danske musikere som Søs Fenger, Carpark North og Troels Gustavsen fra NOAH. Værterne i år er Mikkel Kryger, Janni Pedersen og Louise Wolff.

Hele ugen

TV 2 Regionerne, 'Go' morgen Danmark' og 'Go' aften LIVE' har hele uge 43 også fokus på Knæk Cancer. 'Go' morgen Danmark' tager blandt andet til Aarhus, Djursland, Silkeborg, Odense og København for at se nærmere på den seneste forskning inden for kræftbehandling og problemstillingen med senfølger. Ude i landet møder de inspirerende mennesker, som hver dag gør noget særligt for deres nærmeste eller bruger deres egne sygdomserfaringer og tab til at hjælpe andre i samme situation. Ida Wohlert er vært hver morgen rundt i Danmark. Også 'Go' aften LIVE' kommer ud af studiet og hjem til kendte danskere, som deler deres kræfthistorier med Abdel Aziz Mahmoud og seerne. På TV 2 Regionerne bliver der hver dag givet blomster til en person i regionen, der har gjort en helt særlig forskel for en kræftpatient.

 

Billede {0} af {1}