Denne gang er Peter Ingemann taget til den europæiske rumhavn i Fransk Guyana i Sydamerika. Han sidder med på første parket, når verdens største kommercielle raket skydes ud i rummet. Peter kommer med ind i rumhavnens kontrolrum, der bliver styret med stramme tøjler af Fleur Le Fèvre, som har fingeren på den røde knap, hvis noget går galt. Peter vover sig også med ud på patrulje med Fremmedlegionen, der er nogle af klodens mest hardcore soldater. De bevogter raketten. Blandt dem møder Peter løjtnant Gisbert Linden, der afslører, hvorfor han har været 15 år i den sagnomspundne legion.
Denne gang tager Peter Ingemann på roadtrip ved den dansk-tyske grænse, hvor grænsehandlen er gigantisk. Her bruger danskerne tilsammen ni milliarder kroner hvert år på Nutella, billige øl og alverdens afgiftsfrie fristelser. Peter får røverhistorier fra den sønderjyske rapper L. Ron Harald, og bliver udfordret på sine pædagogiske evner i en dansksindet børnehave i Tyskland. Og så ender han på en blind date, der skal vise sig at blive hans sværeste interview nogensinde.
Thomas, Anne-Mette og deres to børn er netop hjemvendt til Danmark efter seks år blandt skyskrabere og ørkenlandskaber i Dubai. Kontrasten er stor til det fynske bindingsværkshus, og istandsættelse af huset må prioriteres over havedrømme, selv om Anne-Mette brændende ønsker sig en frodig og romantisk landbohave. Så nu har Thomas grebet chancen for at give sin kone 'En have i gave' som tak for, at hun har fulgt med ham rundt i verden for at forfølge hans drøm om at blive pilot. En 1.200 kvadratmeter stor grund skal forvandles på kun to dage, så anlægsgartnere og haveeksperter får temmelig travlt med planerne om tre terrasser, grøn ruminddeling og ombygning af en gammel staldbygning.