VM skudt i gang med sejr og storskærmsbrag

TV 2 havde VM-studie i en fantastisk kulisse i Telia Parken, da Danmark i lørdags spillede sin første VM-kamp i Rusland. (Fotos: Ebbe Rosendahl / TV 2)

TV 2 havde VM-studie i en fantastisk kulisse i Telia Parken, da Danmark i lørdags spillede sin første VM-kamp i Rusland. (Fotos: Ebbe Rosendahl / TV 2)

TV 2s storskærmsevent i Parken blev en kæmpefest, der er blevet bemærket andre steder i verden. På TV 2 PLAY, tv og vm.tv2.dk er der rekorder samt seer- og brugertal, som man skal langt tilbage for at finde magen til.

Der skulle blot få dage til, før VM-feberen ramte Danmark. Den viste sig ved en dansk sejr i Rusland i form af høje seer- og brugertal på tv og digitalt og med TV 2s unikke og nyskabende storskærmsarrangement i Telia Parken, som der er blevet lagt mærke til rundt omkring i verden.

I Parken så 27.300 danskere VM-fodbold mod Peru, og de havde en kæmpefest. De så VM-fodbold på en 264 kvadratmeter storskærm, der er den største nogensinde i Danmark – og den største i Europa, der har gengivet en kamp i den særlige UHD-kvalitet, der er ni gange skarpere end almindelig HD. 

Og det er en event, som er opdaget uden for Danmarks grænser via selskabet Mediatec, som TV 2 lejede storskærmen hos, og som er en del af den verdensomspændende NEP Group.

- Forud for lørdagens event havde vi i Parken besøg af teknikere fra Holland og England, som ville følge arbejdet og lave tests. Og efter den vellykkede storskærmsvisning har vi fået mange henvendelser og roser – både til vores eget firma og til TV 2 for at turde gennemføre denne UHD-storskærmsvisning, som har sat ny standard for storskærmsevents, siger Mediatecs country manager i Danmark, Karel Lemahieu. Han fortsætter:

- Vi har bl.a. fået henvendelser fra USA, England og Belgien – og der var også folk i branchen, som spurgte, om vi fakede, når vi fortalte om eventen i Parken. De troede i første omgang ikke på, at det overhovedet kunne lade sig gøre at lave en sådan storskærmsvisning i UHD-kvalitet.

Stemningen i Telia Parken var høj blandt både de danske fans ...

Måtte hente dele af storskærmen i tre forskellige lande
Storskærmen, som sikrede de meget flotte billeder for alle i Parken, indeholdt 8.294.400 dioder for at gengive UHD-signalet bedst muligt. En storskærm i denne størrelse findes ikke i Danmark, så Mediatec måtte også hente dele af storskærmen i Norge, Sverige og Skotland.

- Storskærmsarrangementet i Parken formåede at tage eventmulighederne omkring stor sport et helt nyt sted hen, og æren for dette har produktionschef Klaus Bøgeholdt. Det var hans idé, og han holdt stædigt fast trods modgang og tvivl om projektets skalering. Men den jyske stædighed vandt, og vi andre bøjer os for Bøgeholdts dedikation, passion og ikke mindst mod, siger TV 2s sportschef, Frederik Lauesen.

Klaus Bøgeholdt selv siger, at arrangementet i Parken overgik alle forventninger – også til antallet af tilskuere.

- Ved TV 2s tidligere storskærmsarrangementer har vi maksimalt samlet 10.000-12.000 tilskuere, så tilslutningen i Parken var helt overvældende. Det er fantastisk at opleve, hvor ivrige danskerne er for at dele deres glæde og begejstring, når de samles om store sportsevents. De mange tilskuere og den formidable stemning i Parken skabte en enestående ramme og satte for alvor Danmark i den rigtige VM-stemning, siger Klaus Bøgeholdt.

Også hos Telia Parken er der begejstring for samarbejdet med TV 2 om lørdagens storskærmsvisning.

- Det var en helt fantastisk VM-fest, der overgik alle vores forventninger og er et af de bedste arrangementer, vi har haft i Telia Parken. Alt forløb rigtigt godt, og der var en forrygende stemning. Vi var meget glade for, at vi sammen med TV 2 kunne give så mange mennesker en stor og unik oplevelse, som vi håber at få chancen for at gøre igen en anden gang, siger pressechef Jes Mortensen.

... og blandt de peruvianske fans.

1,5 mio. så med, da sejren kom i hus
Det var ikke alene på storskærm, at VM blev skudt stort i gang – også seertal og digitale tal fra weekenden viste, at Danmark endelig er med ved en VM-slutrunde igen.

- VM er først lige gået i gang, og vi har fået en formidabel start på slutrunden med høje seertal og share på tv, med flotte brugertal på vm.tv2.dk og med en abonnementstegning på TV 2 PLAY, som overgår vores forventninger. Som landsdækkende medie er vores VM-succes afhængig af de danske præstationer, og her har Danmark fået en heldig og fantastisk god start med sejren over Peru – og en klart bedre mulighed for videre VM-deltagelse efter gruppespillet, siger Frederik Lauesen.

På tv blev Danmarks kamp mod Peru set af godt 1,2 mio. i gennemsnit af de to halvlege – og lige i underkanten af 1,5 mio., da flest så med i slutningen af kampen. Når det gælder de seneste fodboldslutrunder hos herrerne (VM 2014 og EM 2016, som begge var uden dansk deltagelse), var det kun finalerne i disse to slutrunder, som nåede at have perioder med seertal over 1,5 mio. seere.

Også digitalt oplever TV 2 meget stor interesse for VM. Lørdag 16. juni er nu den dag, hvor allerflest mennesker har åbnet TV 2 SPORT-appen. Søndag 17. juni – dagen efter kampen mod Peru – lå antallet af sidevisninger på vm.tv2.dk hele 67 procent højere end på den stærkeste dag under herrehåndbold-slutrunden i januar i år, hvor Danmark spillede semifinale mod Sverige. 

- Vi mærker rigtigt meget sult efter VM-indhold, og vi oplever en helt anden VM-feber i år, hvor Danmark er med ved slutrunden. Der er efterspørgsel efter både den solide nyhedsdækning og efter levende billeder, bl.a. livebloggen, hvor vi meget hurtigt viser de mål, der netop er scoret ved VM, siger redaktionschef Kristian Josefsen, TV 2 SPORT.

Ifølge selskabet Mediatec, der er en del af den verdensomspændende NEP Group, er det aldrig før sket i Europa, at en storskærm på størrelse med den i Parken har vist en transmission i den særlige UHD-kvalitet.

Danmark-Australien – på TV 2 og storskærm
Danmarks næste kamp er mod Australien, og den sendes torsdag 21. juni klokken 14.00 på TV 2 og TV 2 PLAY. Også denne kamp kan ses på storskærme mange steder i landet, bl.a. i Tivoli i København, hvor 10.000 mennesker på rekordtid sikrede sig en af de fribilletter, som kunne downloades på Tivolis hjemmeside. TV 2 flytter torsdag sit VM-studie til Tivoli i forbindelse med Danmarks kamp.

Efter at have oplevet den gigantiske interesse for storskærmsarrangementet i Parken, hvor 6.000 måtte gå forgæves, da portene måtte lukkes, har TV 2 valgt at være mindre restriktiv over for storskærmsarrangementer torsdag 21. juni i Københavnsområdet. Blandt andet har en større storskærmsevent i Ballerup nu fået lov til at vise Danmark-Australien.

- For TV 2 handler det ikke om at tjene penge på særlige storskærmsarrangementer. TV 2 ville ikke tjene en krone på, om der kom 0 eller 27.000 mennesker i Parken. For TV 2 og for vores VM-studieprogrammer handler det udelukkende om, at disse arrangementer bliver så store og festlige som overhovedet muligt, siger Frederik Lauesen.

Den gode stemning i Parken under VM-kampen mod Peru kunne ses på græstæppet, efter at de 27.300 tilskuere havde forladt Danmarks nationalarena.

Billede {0} af {1}