Virker alternativ behandling – eller er det fup?

Fra afsnit to af ’Helbrederne’, der sendes tirsdag 3. oktober: Lærke lider af smerter i ansigtet, men kan hun få hjælp hos en alternativ behandler? (Fotos: TV 2)

Fra afsnit to af ’Helbrederne’, der sendes tirsdag 3. oktober: Lærke lider af smerter i ansigtet, men kan hun få hjælp hos en alternativ behandler? (Fotos: TV 2)

20. september 2017;
Af: TV 2 Kommunikation

Over halvdelen af Danmarks befolkning benytter sig af alternativ behandling. I den nye programserie ’Helbrederne’ lader TV 2 skeptiske eksperter følge med i behandlingen og opleve den eventuelle effekt.

Det skabte både debat og opmærksomhed, da TV 2 i 2016 sendte tre programmer om healing, som blev brugt i behandlingen af alvorlige kroniske lidelser. Fra tirsdag 26. september følger TV 2 op med fire nye programmer, ’Helbrederne’, hvor andre alternative behandlinger tages i brug over for kroniske lidelser hos patienter, som er opgivet af det etablerede system.

 Behandlingsforløbene – og den større eller mindre effekt af behandlingen – dokumenteres, og i ’Helbrederne’ giver TV 2 desuden eksperter mulighed for at byde ind med en forklaring på årsagen til effekten. Spørgsmålet er: Virker de alternative behandlinger, eller er de fup?

- Over halvdelen af Danmarks befolkning benytter sig af alternativ behandling, og når så mange danskere interesserer sig for alternativ behandling, er det værd at undersøge, om behandlingerne har en effekt. Vi stiller i denne serie skarpt på alternative behandlere, der hævder, de kan helbrede folk udelukkende ved ”tankens kraft”, altså uden brug af f.eks. medikamenter og operative indgreb, siger TV 2-redaktør Nikolaj Daugberg og tilføjer:

- Der er nemlig – også i den etablerede lægeverden – en bred accept af, at sindet og psyken spiller en rolle i behandlingen af sygdomme. ’Helbrederne’ giver et indblik i nogle alternative behandlingsformer og sætter fokus på, om disse behandlingsformer på nogle områder kan gøre os klogere.

I den første udgave af ’Helbrederne’ møder vi den 55-årige landmand Henrik, der lider af fremskreden Parkinson. Han prøver bevidsthedsterapi hos den alternative behandler Michael Ærø.

Bevidsthedsterapi mod Parkinsons sygdom
I det første program tirsdag 26. september følger vi den 55-årige landmand Henrik, der lider af fremskreden Parkinson. Han har ikke meget fidus til de alternative behandlere, men da han har alt at vinde og intet at tabe, prøver han bevidsthedsterapi – en slags healing – hos den alternative behandler Michael Ærø.

Nu står den skeptiske landmand over for en af sit livs største overraskelser. Vi følger Henrik i seks måneder, mens han får alternativ behandling, og forskere og læger følger kritisk med på sidelinjen.

Hypnose mod Tourette og kroniske ansigtssmerter
I den anden udsendelse i serien ’Helbrederne’ tirsdag 3. oktober møder vi Kenneth, der lider af Tourette, der gør, at han ufrivilligt råber grovheder efter familie og venner. Han vil prøve at erstatte sin medicin med hypnose og går til hypnotisøren David Camacho.

I udsendelsen forsøger David Camacho også at få smertepatienten Lærke befriet for hendes voldsomme kroniske smerter i ansigtet. Men virker den alternative behandling – eller er det fup?

Healing i behandling af spastiker og mod kronisk træthedssyndrom
I den tredje udsendelse, der sendes tirsdag 10. oktober, møder vi niårige Louis, der er spastiker og er lænket til sin kørestol. Healeren Steen Kofoed vil forsøge at få ham ud af kørestolen og op at gå ved hjælp af sin egenudviklede healing-metode.

Steen Kofoed vil også forsøge at hjælpe Camilla, der lider af kronisk træthedssyndrom. Se med, når skeptiske eksperter følger den alternative behandling over tre måneder.

Fridykning og meditation mod bl.a. PTSD
Majken er lænket til en kørestol efter en vaccination mod leverbetændelse, og den tidligere soldat Lars lider af svær PTSD efter udsendelse til Afghanistan og Irak. De har – uden held – prøvet et utal af behandlinger og medicin for at komme ud af deres kroniske sygdomme.

I den fjerde udgave af ’Helbrederne’ tirsdag 17. oktober vil de to prøve fridykning og meditation for at få et bedre liv. De søger hjælp hos en af verdens bedste fridykkere Stig Pryds, der selv har været lænket til en kørestol af uhelbredelig gigt.

Se traileren til programmet her:

Billede {0} af {1}