Vild med talent, dans og sang

14. maj 2014;
Af: TV 2 Kommunikation

TV 2 gør klar til masser af dansk weekendunderholdning til efteråret og har bl.a. sikret sig rettigheder til ’Britain’s Got Talent’.

Kanalchef Lotte Lindegaard, TV 2. (Foto: Miklos Szabo / TV 2)

Mens forårets nyproducerede, danske tv-underholdning stadig kører over skærmen på TV 2, og live-finalen i ’Voice – junior’ nærmer sig, er TV 2 i fuld gang med forberedelserne til efterårets mange danske underholdningstilbud.
 
- TV 2 har styrket sit fokus på weekendunderholdning, og til efteråret vil TV 2 igen samle familierne om ny, danskproduceret underholdning både fredag, lørdag og søndag. Bl.a. har TV 2 sikret sig de danske rettigheder til et af verdens største underholdningsformater, ’Britain’s Got Talent’, og det glæder vi os til at dele med de danske seere på tv, på tv2.dk og på de sociale medier, siger TV 2s kanalchef, Lotte Lindegaard.
 
Fire store underholdningsprogrammer
Hele fire store underholdningsprogrammer kan opleves på TV 2 i weekenden i efteråret. Det drejer sig om de seneste ni års seermagnet ’Vild med dans’, hvor kendte og modige danskere går i skarp træning for at blive dygtige dansere.

TV 2 sender til efteråret også en ny sæson af ’Voice – junior’ med landets mest talentfulde sangere blandt børn og unge. Netop nu nærmer TV 2s første sæson af ’Voice – junior’ sig sin spændende afslutning: Fredag 16. maj sender TV 2 semifinalen, mens live-finalen kan ses fredag 23. maj.

En anden hyldest til dansk musik og danske artister kan følges i en ny udgave af ’Toppen af poppen’. Optagelserne foregår netop nu på Bornholm, og hovedpersonerne er sangerinderne Barbara Moleko og Anne Dorte Michelsen, rapperen Clemens og sangerne Wafande, Rasmus Walter, Poul Krebs og Jørgen Klubien. Læs mere om ’Toppen af poppen’ her.

’Britain’s Got Talent’ har gået sejrsgang i 55 lande
Det store underholdningsformat ’Britain’s Got Talent’, som TV 2 fra i dag, onsdag, begynder at søge deltagere til, har gået sin sejrsgang i 55 lande og er stadig – sammen med ’Vild med dans’ – Storbritanniens mest sete underholdningsprogram.

- ’Britain’s Got Talent’ er for alle danskere og handler om alle danskere. Programmet fejrer mangfoldigheden og alt det skønne, skæve og særlige, vi bruger vores tid på at blive dygtige til. Vi kommer hele landet rundt og hylder det vilde, det overraskende og det imponerende talent samtidig med, at vi tegner et underholdende danmarksportræt, siger TV 2-redaktøren på programmet, Thomas Richardt Strøbech, og fortsætter:

- Siden programmet kørte på DR for fire år siden, har formatet været i en gennemgribende udvikling internationalt og er blevet til et program, der i sin tone, humor og ambition om at komme hele landet rundt læner sig perfekt op ad TV 2s kerneværdier.
 
Showet skal finde Danmarks største talent inden for sceneunderholdning, og det er kun fantasien, der sætter grænser for, hvad man kan stille op med. I første omgang er det op til programmets dommere og i sidste ende til seerne at kåre den deltager, der leverer den bedste underholdning.

 

 

 

Læs flere nyheder

Billede {0} af {1}