Verdens vildeste manddomsprøver i junglen

02. april 2012;
Af: TV 2 Kommunikation

Følg evighedsteenagerne Karsten Green og Michael Jøden, når de gennemfører de vildeste manddomsritualer i TV 2 Zulus nye serie ”Tåber på eventyr”, der kan ses fra mandag 9. april.

Michael Jøden og Karsten Green i "Tåber på eventyr". (Fotos: Thomas Jessen / TV 2).


Bliver man en rigtig mand af at blive bidt af 300 junglemyrer, af at bryde på de mongolske sletter eller ved at lade dilleren blive skubbet ind i pungen. Det er (blandt andet), hvad stand-up’eren Karsten Green og rapperen Michael Jøden har tænkt sig at finde ud af, for de er nemlig trætte af livet som evigheds-teenagere med alt, hvad dertil hører af druk, damer og fester.

TV 2 Zulu har givet dem muligheden for at finde den indre mand i en hæsblæsende rejse, der fører dem rundt i verdens afkroge for at afprøve manddomsritualer af enhver art.

Giftige myrer, Kalashnikovs og trylledrik
Giftige myrer, etiopisk kæppekamp og euforiserende drikke med efterfølgende kraftige hallucinationer er blot nogle af de manddomsritualer, som Karsten Green og Michael Jøden skal igennem på deres mission for at blive rigtige mænd.

Gennem otte programmer følger vi de to drengerøve på deres livs eventyr, mens de prøver kræfter med udfordrende manddomsprøver fra de fire verdenshjørner – overgangsritualer, der ofte er forbundet med smertefulde og farlige prøvelser.

- Det vildeste var nok ritualet, hvor vi bliver bidt af giftige myrer midt i Amazonas regnskov. Det var en smerte så intens, at jeg ikke kan sætte ord på. Jeg blev lidt bekymret, da Michael fortæller mig, at han har store smerter i brystet og ned i armen. Pludselig går det op for mig, at der er meget langt til nærmeste hospital, siger Karsten Green, der dog vendte helskindet hjem efter optagelserne.

- Det er en kæmpe gave at få lov til at møde en verden, der endnu ikke er præget af ensretning, internet og vestlig civilisation. Den oplevelse, der gjorde størst indtryk, var nok ”stickfight”-stævnet i Etiopien, hvor vi blev ”poked” med Kalashnikovs af kampklare unge mænd på trylledrik, fortæller en cool Michael Jøden, der aldrig var alvorligt bekymret i forbindelse med manddomsprøverne.

Fra forvokset teenagere til rigtige mænd
I ”Tåber på eventyr” følger vi Karsten Green og Michael Jøden i medgang og modgang - både når der skal drikkes om kap med brydere i Mongoliet, og når den barske urskov er ved at tage modet fra dem. Spørgsmålet er, om verdens mest vanvittige manddomsritualer - som at hoppe over køer i Etiopien og trippe på den euforiserende drik ”ayahuasca” dybt inde i Amazonas regnskov - kan forvandle de to forvoksede teenagere til rigtige mænd.

- Svaret er, at der er allerede var rigtigt meget mand i både Karsten Green og Jøden, og de to drengerøve viste sig at være nogle vældigt modige fyre. ”Tåber på eventyr” er en vidunderlig rejse ud i det fjerne med to meget elskelige karakterer, der kommer på mere end dybt vand undervejs og møder spændende kulturer, mens de udfordrer sig selv til det yderste med nogle meget fascinerede ritualer, siger kanalchef for TV 2 Zulu, Maiken Wexø.

”Tåber på eventyr” har premiere mandag 9. april klokken 21.30 på TV 2 Zulu.

---------------------------

Se traileren for ”Tåber på eventyr” her.

 

 

Læs flere nyheder

Billede {0} af {1}