Vejen til det illegale Danmark

24. marts 2010;
Af: TV 2 Kommunikation

TV 2s dokumentarprogram "Operation X" afslører, at udenlandske studerende ender som underbetalte lønslaver i Danmark.

Morten Spiegelhauer er vært i "Operation X - vejen til det illegale Danmark" om nogle udenlandske studerendes vej til Danmark. (Foto: Peter Mühlhausen / TV 2)


Millioner af unge fra den fattige del af verden drømmer om et bedre liv i rige vestlige lande som Danmark. En skrap udlændingepolitik har dog gjort det næsten umuligt at få lov til at opholde sig og arbejde legalt i Danmark. Men der er stadig huller i hegnet, og de bliver udnyttet.

TV 2s dokumentarprogram "Operation X: Vejen til det illegale Danmark" afslører torsdag 25. marts, at udenlandske agenter lokker håbefulde mennesker til Danmark med helt urealistiske løfter om en rig og bedre fremtid i Danmark, hvis de vil komme hertil som studerende.

Men i stedet for en uddannelse eller et velbetalt job ender mange af de studerende som forgældet og underbetalt arbejdskraft i det illegale Danmark.

Her udnytter bagmænd de illegales arbejdskraft med en sort timeløn på helt ned til 25 kroner. Det er dem, der bringer din avis ud om natten eller gør rent på kontorerne, mens vi sover.

Samler flasker for at overleve
"Operation X" har fulgt en af de forventningsfuld indere, der kom hertil for at studere på Køge Handelsskole. Et studium, der blev finansieret ved familiens og vennernes hjælp.

I dag lever han uden en krone på lommen i Danmark og samler flasker for at overleve hverdagen. Han har intet at tage tilbage til. Skammen er for stor. Studiet er han for længst blevet smidt ud fra, og han opholder sig nu illegalt i landet.

Spiegelhauer til Indien
Morten Spiegelhauer rejser til Indien for at undersøge, hvad de danske uddannelsesinstitutioners agenter fortæller og lover de unge. Og "Operation X" får via den indiske agent optaget en elev på Køge Handelsskole, selvom han overfor agenten indrømmer, at han kun er interesseret i at komme til Europa for at arbejde og tjene penge.

Køge Handelsskole under lup
I en tilsynsrapport udsendt af Undervisningsministeriet i 2008 var fire erhvervsskoler i Danmark under luppen. Rapportens konklusion var klokkeklar: Der var et stort fravær og frafald blandt de udenlandske studerende. En af skolerne i rapporten var Køge Handelsskole.

Elever på skolen og skjulte optagelser fortæller, at der stadigvæk er få, der møder op til timerne. Med alle de penge, som de studerende har betalt for at komme til landet, og med danske leveomkostninger, arbejder mange af de studerende mere end fuldtid bare for at overleve, og de har derfor ikke tid til studierne.

En ond spiral er sat i gang, og følgerne er inddraget opholdstilladelse, underbetalt illegalt arbejde og en forgældet fremtid.

 

Læs flere nyheder

Billede {0} af {1}