Tv-sening på rekordkurs

08. oktober 2008;
Af: TV 2 Kommunikation

Danskerne har i årets tre første kvartaler set lige så meget fjernsyn som i rekordåret 2004.

"Vild med dans" er et af de programmer, som er med til at holde tv-seningen på et højt niveau i 2008.

Danskerne er vilde med at se fjernsyn. I årets tre første kvartaler har vi i gennemsnit set fjernsyn i 2 timer 39 minutter om dagen, og det er på niveau med det hidtidige rekordår, 2004, som bl.a. var præget af kongeligt bryllup mellem kronprins Frederik og Mary Donaldson, EM i fodbold og sommer-OL.

Fremgangen i tv-sening er på 15 minutter dagligt i forhold til 2007. Hvis fremgangen fortsætter i fjerde kvartal, er Danmark på vej mod rekord i tv-sening.

I 2008 er det også OL, EM-fodbold, EM i herrehåndbold og underholdningsprogrammer som ”X Factor” og ”Vild med dans”, der holder tv-seningen på et meget højt niveau.

Uændret tv-sening
på TV 2s hovedkanal

Danskerne har i årets første tre kvartaler set på TV 2s hovedkanal i 49 minutter pr. dag i gennemsnit – det samme som i 2007. Når seningen på både Zulu, Charlie, FILM og NEWS medtages, har danskerne i 2008 øget deres tv-forbrug på TV 2-kanalerne fra 57 minutter pr. dag i 2007 til 59 minutter pr. dag i år.

Noget af stigningen i den generelle tv-sening i 2008 kan tilskrives, at Gallup har ændret den metode, hvorpå der måles seertal. Den nye metode betyder, at der måles en vis tv-sening på kanaler, som ikke hidtil har været registreret – og det er med til at løfte den samæede tv-sening.

Men stigningen i tv-seningen er også tydelig, hvis man måler tv-forbruget på navngivne kanaler, som både blev målt i 2007 og 2008. På de 20 største kanaler er tv-forbruget vokset med seks procent fra de første tre kvartaler i 2007 til de første tre kvartaler i år.

Læs flere nyheder

Billede {0} af {1}