Tv-premiere: "Appaloosa"

23. februar 2011;
Af: TV 2 Kommunikation

TV 2 viser den seje western med Ed Harris og Viggo Mortensen søndag 27. februar.

Viggo Mortensen som Everett Hitch og Ed Harris som Virgil Cole i den amerikanske western "Appaloosa" fra 2008.


Søndag aften får seerne mulighed for at nyde dansk-amerikanske Viggo Mortensen i den benhårde western ”Appaloosa” fra 2008, som har dansk tv-premiere på TV 2 søndag 27. februar klokken 21.00.

I filmen, der er en yderst vellykket opdatering af de klassiske westernfilm, spiller han og Ed Harris to garvede revolvermænd. De bliver hyret som sheriffer af indbyggerne i en lille vindblæst by, der bliver terroriseret af en skruppelløs og morderisk bande. Udover at spille en af hovedrollerne har Ed Harris også været med til at skrive og instruere filmen.

Anmelderen Johannes H. Christensen gav filmen fem stjerner i Morgenavisen Jyllands-Posten og skrev: ”Appaloosa er en klassisk western, der hengivent formidler genrens visuelle storhed. Der veksles harmonisk mellem de dramatiske scener og de afslappede, begivenhedsløse øjeblikke, som forenes med en sjælden intensitet og lurende farlighed”.

USA 1882
New Mexico er stadig et ret vildt område, og selvom lov og orden eksisterer i den stadigt unge nation, Amerikas Forenede Stater, er det langt fra alle steder, lovens lange arm har greb om sagerne.

De to pistolmænd Virgil Cole og Everett Hitch (Ed Harris og Viggo Mortensen) har i dette område skabt sig et rygte som frygtløse opretholdere af loven og bliver hyret til at klare forskellige opgaver, der kræver folk, som er hurtige på aftrækkeren.

Skal bringe morderen for domstolen
I den lille mineby Appaloosa lever borgerne i frygt for den magtfulde og brutale ranchejer Randall Bragg (Jeremy Irons), men da han dræber byens sherif, har byens borgere fået nok, og tilkalder Virgil Cole og Everett Hitch.

De bliver udnævnt til sheriffer og får til opgave at fange morderen Bragg, bringe ham for domstolen og i det hele taget få ryddet op i byen.

En kvinde kommer i vejen
Ved hjælp af deres hårde attitude og dygtighed med våben får Cole og Hitch hurtigt etableret sig selv som byens nye sheriffer, men de får deres opgave for med den skrupelløse Bragg og hans mænd.

Og situationen bliver ikke bedre, da de møder den smukke kvinde Allison French (Renée Zellweger), og Cole forelsker sig i hende. Forholdet skaber nemlig uvenskab mellem Cole og Hitch – og bliver en trussel mod deres årelange partnerskab. Og kun sammen kan de få sat en stopper for Bragg...

 

 

Læs flere nyheder

Billede {0} af {1}