Tv-premiere på ”Det gyldne kompas"

20. december 2010;
Af: TV 2 Kommunikation

Den storslåede eventyrfilm med Nicole Kidman og Daniel Craig kan opleves på TV 2 tirsdag 28. december.

Nicole Kidman som den hemmelighedsfulde Marisa Coulter og Dakota Blue Richards som den 12-årige Lyra.


TV 2 har tirsdag 28. december dansk tv-premiere på den utroligt flotte og spændende eventyrfilm ”Det gyldne kompas” fra 2007, der er baseret på Phillip Pullmans roman-trilogi af samme navn.

Filmen foregår i en eventyrverden og handler om den modige pige Lyra, der i en magisk eventyrverden, der ligner vores egen en smule, tager kampen op imod det onde Magistrat. På rollelisten ses barneskuespilleren Dakota Blue Richards og store Hollywood-navne som Nicole Kidman, Daniel Craig og Eva Green.

I Berlingske Tidende gav Ebbe Iversen filmen fem stjerner og skrev: "...selv i sammenligning med storværker som ”Ringenes Herre” og filmene om Harry Potter står ”Det Gyldne Kompas” distancen som en magisk, eventyrlig og fabelagtig flot beretning om uforfærdet girl power."

Lyras trygge tilværelse bliver truet
Den 12-årige Lyra Belacqua (Dakota Blue Richards) lever en sorgløs tilværelse som elev på det velrenommerede Jordan-kollegium sammen med sin gode ven, Roger, og sin tro følgesvend, daimonen Pantalaimon.

Men Lyras trygge tilværelse bliver snart truet. Hendes onkel, Lord Asriel (Daniel Craig), tager nemlig på en ekspedition til Arktis, til trods for at det magtfulde Magistrat gør alt for at stoppe Asriels ekspedition og endda truer med at lukke kollegiet, hvis ekspeditionen ikke stopper.

Daniel Craig som Lord Asriel.

Vil have fat i
Det gyldne kompas

Samtidig forsvinder børn på mystisk vis fra Ox-ford, og en hemmelig-hedsfuld og smuk viden-skabskvinde, Marisa Coulter (Nicole Kidman), dukker pludselig op på kollegiet og begynder at snuse rundt.

Hun er meget interesse-ret i Asriels ekspedition og henvender sig derfor til Lyra, der i begyndel-sen ikke aner uråd. Men snart går det op for hende, at Coulter også ønsker at få fingre i Lyras gyldne kompas med magiske kræfter, og Lyra mistænker hende derfor for at stå i ledtog med det ondsindede Magistrat.

Stedet hvor panserbjørnene og heksene hersker
Da Lyras bedste ven Roger også forsvinder, tager Lyra sagen i egen hånd og begiver sig nordpå i Lord Asriels fodspor. På rejsen slår hun følgeskab med heksen Serafina Pekkala (Eva Green) og piloten Lee Scoresby (Sam Elliott).

Sammen rejser de mod Arktis, hvor panserbjørnene og heksene hersker. En verden, der hidtil har været utilgængelig for menneskeheden. Det er her, hun kan opklare, hvad der er sket med hendes onkel, og hvor børnene fra Oxford er forsvundet hen. Og måske kan det også lykkes hende at sætte en altafgørende stopper for Magistratet?

Dakota Blue Richards
”Det gyldne kompas” er baseret på Philip Pullmans ungdoms-fantasy romantrilogi af samme navn. Bøgerne er udkommet i Danmark med titlerne ”Det gyldne kompas”, ”Skyggernes kniv” og ”Ravkikkerten”.

I hovedrollen som den kække og eventyrlystne Lyra Belacqua medvirker barneskuespilleren Dakota Blue Richards, der selv er en stor fan af Pullmans bøger, som hun fik læst højt af sin mor, da hun var ni år gammel. Rollen som Lyra er Richards debut på det hvide lærred, men siden har hun også haft hovedrollen i eventyrfilmen ”Mysteriet i Månedalen”.

Nicole Kidman som den hemmelighedsfulde Marisa Coulter.


Oscar-vinderen Kidman
I rollen som den mystiske Marisa Coulter optræder Nicole Kidman, der i de senere år, med udfordrende rollevalg, har cementeret sin status som en af filmverdenens mest lysende stjerner.

Kidman har australske forældre, men er faktisk født på Hawaii. Hun skabte sig et navn ’down under’ i film og på tv i løbet af 1980erne og fik sit gennembrud i den australske thriller "Døden om bord".

I Hollywood lagde hun ud med et par film med sin daværende mand, Tom Cruise, "Days of Thunder" og "Far and Away", og siden har vi set den alsidige stjerne i film som "To Die for", "Batman Forever", "Portræt af en kvinde", "Eyes Wide Shut", "The Others", "Moulin Rouge!", som gav Kidman en Oscar-nominering, og ikke mindst "The Hours", som hun vandt en Oscar for. Siden har vi set hende i film som "Dogville", "Human Stain", "Tilbage til Cold Mountain", "Tolken", ”The Invasion ” og ”Australia”.

Daniel Craig og Eva Green
Over for Dakota Blue Richards og Nicole Kidman optræder to virkeligt stærke skuespillernavne, nemlig Daniel Craig og Eva Green.

Daniel Craig er især kendt for sin hovedrolle som den hemmelige agent 007 i de to seneste James Bond-film ”Casino Royale” og ”Quantum of Solace”, men derudover har han også medvirket i film som ”Vejen til Perdition”, ”Layer Cake” og ”München”.

Snart er han aktuel i ”Tintin: Enhjørningens hemmelighed” og som Mikael Blomkvist i den amerikanske genindspilning af krimisuccesen ”Mænd der hader kvinder”.

Smukke Eva Green chokerede filmverdenen, da hun smed alle kludene i Bernardo Bertoluccis erotiske ”The Dreamers”, og siden har vi set hende overfor Daniel Craig i ”Casino Royale” samt i ”Kingdom of Heaven” og ”Cracks”.

 

Læs flere nyheder

Billede {0} af {1}